Køb billet

Poesi på en torsdag | Peter-Clement Woetmann

"Man kan beslutte sig for at være til stede dér, hvor man er."

Peter-Clement Woetmann er månedens digter onsdag den 5. marts kl. 20:00 på Poesi på en torsdag i Laden i Holstebro.


Foto: Rumle Skafte

Månedens digter | Peter-Clement Woetmann

Digteren, dramatikeren, redaktøren, faren og urbanisten, Peter-Clement Woetmann, der den 5. marts kommer til Holstebro som gæst på oplæsningsarrangementet, Poesi på en torsdag, er født 1985 i København. Han gik på Forfatterskolen 2004 - 2006 sammesteds, men debuterede allerede i 2005 på det hedengangne forlag, Borgen, med den originale og ubesværede digtsamling, Heldigvis er skoven blevet væk - om hvilken anmelderen Lars Bukdahl i Weekendavisen skrev: "Der er ingen vej udenom at erklære debutanten Peter-Clement Woetmann for genuint charmerende talentfuld."

Temaerne i Woetmanns efterfølgende udgivelser har udviklet sig i flere retninger, blandt andet en mere verdensvendt, men talentfuldheden og det usædvanligt sikre greb om sproget har været med hele vejen. Den flydende, lyriske pen har han med stor overbevisning også benyttet sig af i sine dramatiske tekster. 2015 - 2017 arbejdede han som husdramatiker på Aarhus Teater.

For sit kunstneriske arbejde har han blandt andet modtaget Morten Nielsens Mindelegat, 2015, og forskellige arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Hans seneste udgivelse, Blå koral: tys tys dollar, Arena, 2023, var samme år nomineret til Montanas Litteraturpris.

Øvrige indslag

Odin Teatrets Husorkester stiller den 5. marts op med Jan Ferslev, guitar, Pelle Henningsen, bas, og som special guest star, guitaristen Søren Berggreen, som nogle sikkert vil huske fra den legendariske jazzgruppe, Blue Sun. "Månedens kendte holstebroer", der vil læse et par af sine yndlingsdigte, er Lasse Bjørn Møller, elev på Forfatterlinjen i Holstebro. "Månedens digt" offentliggøres, og den persiske 1200-tals digter Omar Khajjâms digte kan høres på farsi, oplæst af Maria Javanmardi fra Idom, og på dansk. I pausen sælger Lemvig Boghandel poesi af enhver art fra et omfattende udvalg.

Månedens digt

Traditionen tro har du mulighed for at indsende dit bud på 'Månedens digt'.
Blandt de indsendte digte bliver månedens digt udvalgt og læses op til Poesi på en torsdag.

Præmien er en bog af månedens digter.

Send det bedste fra skrivebordsskuffen
- senest mandag d. 3. marts til: ulrikskeel@outlook.com

Praktisk Information

Lokation: Laden, Brogårdsvej 4, Holstebro
Pris: kr. 100 / 50 kr. for stud. og unge under 21 år
Inklusive et glas vin, en øl eller en sodavand
Billet kan købes i døren eller online

Arrangører: Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Laden, Lemvig Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro og Holstebro Kunstmuseum, koordineret af Odin Teatret.

_
Overskriften er et citat fra et interview med Peter-Clement Woetmann i dagbladet Information den 1. marts 2024.

Begivenheden er støttet af:

bubble