UDSTILLINGSFORSLAG TIL ‘SANS! NYE VERDENER’ 2024 SØGES

Er du billedkunstner og vil du være med til at skabe en sanselig, legende og æstetisk udstilling? 

Under den samlende titel ‘SANS! Nye verdener’ åbner Sorø Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum op for en ansøgningsrunde til et nyt sanseligt udstillingskoncept for både børnefamilier og voksne kunstinteresserede. De to kunstmuseer inviterer professionelle billedkunstnere til at byde ind med et inddragende, sanseligt, fantasifuldt, underfuldt udstillingsprojekt med en stærk kunstnerisk kvalitet. 

SANS! Nye verdener

Under-verdener, over-verdener, fantasi-verdener, den gamle verden, til ingen verdens nytte, verdens navle, fremtidsverdener, den store vide verden, verdensaltet (…)

‘SANS! Nye verdener’ er titlen på en nyetableret udstillingsbiennale – en sanseudstilling for børn og voksne som Holstebro Kunstmuseum og Sorø Kunstmuseum viser hvert andet år i perioden 2024-2028. Dette Open Call angår den første udstilling, som åbner i 2024. 

Sanseudstillingen skal åbne kunstens verden for gæster i alle aldre ved at skabe rum for refleksion over vores forhold til og med omverden og os selv. I tankevækkende og sanselige uni­verser ønsker vi at invitere børn og voksne til at se, røre, dufte, sanse og lytte. Det er væsentligt, at udstillingerne bidrager til et håndgribeligt og nysgerrigt forhold til kunsten og de store spørgsmål, som den bærer med sig.

Det inddragende og interaktive er en central del af ideen bag ‘SANS! Nye verdener’. Det er desuden væsentligt, at udstillingerne skabes med et kunstnerisk, æstetik udgangspunkt. Det kan derfor også være et parameter, at der ligger et dannende element, der sætter tankerne i gang. Formålet er, at der i de kunstneriske totaloplevelser fortælles inspirerende historier gennem det sanselige, det fan­tasifulde, inspirerende og overraskende. Men det er ikke forbudt at lære og tænke. 

Open call - SANS! Nye verdener

Hvem kan søge?

Professionelle billedkunstnere, evt. i samarbejde med scenografer, arkitekter eller designere. Der kan ansøges som enkeltkunstner, duo eller gruppe. 

Deadline for ansøgning: 26. januar 2023 kl. 15.

Ansøgningen sendes til: Anna Krogh, Sorø Kunstmuseum ak@sorokunstmuseum.dk. Spørgsmål kan sendes på denne mail eller mobil: 2625 7266

>>Læs mere om de specifikke krav og ansøg her

Sorø Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum arbejder aktivt for at præsentere et mangfoldigt udstillingsprogram med en bred vifte af medier, skabt af kunstnere på tværs af alder, køn, seksualitet, kulturel og etnisk baggrund. Billedkunstnere, der er borger i et EU/EØS-land, har permanent opholdstilladelse kan søge. 

Foto: Detaljer fra Seimi Nørregaards sanselige udstilling “Underverdenens Parykparade” på Sorø Kunstmuseum i 2022.

bubble