Poesi på en torsdag | Christine Kærulv
Poesi på en torsdag præsenterer digteren Christine Kærulv i Laden i Holstebro onsdag den 8. oktober kl. 20:00
Foto | Coco Ardal
Digte, der sparker døren ind til frihed
Hvis man er interesseret i at stifte bekendtskab med en ny, kraftfuld stemme fra den helt unge generation af danske digtere, skal man møde op i det atmosfærefyldte Laden i Holstebro onsdag den 8. oktober kl. 20. Her vil digteren, Christine Kærulv, der er født i 1996, læse op af egne digte på poesiarrangementet, Poesi på en torsdag.
Christine er så ny som, at hun debuterede tidligere i år på Gads Forlag med den kunstnerisk overbevisende digtsamling, Motherlode. En titel, der behændigt spiller på såvel den dominerende mor i digtsamlingen og en snydekode i computerspillet The Sims, der kan forsyne spilleren med en masse penge.
Digtsamlingen tilhører uden tvivl den genre, der benævnes autofiktiv, men det er ikke det, der gør Motherlode til en berigende, mangestrenget oplevelse af humor, gru og præcise glimt af et barns liv og tankegang. Det er Christine Kærulvs talent og professionelle sans for sprog. Når man er trængt lidt ind i digtsamlingen, får for eksempel en så genial og enkel sætning som "der lugter af Prince fra gårdspladsen" (moderens cigaretmærke) en næsten rystende betydning i sammenhængen. Moderens nærvær fremkaldes gennem duften af cigaretrøg.
Christine er vokset op på en gård i Bjerringbro og bor i dag på Amager. Hun er uddannet fra den norske forfatterskole, Forfatterstudiet i Bø og studerer kandidat i Kulturmødestudier ved Roskilde Universitet.
Fra 08. okt 2025 - kl. 20:00
Musik og andre indslag
Det bliver Frederik Larsens Orgeltrio, som står for den musikalske underholdning. Trioen udgøres af Frederik Larsen på saxofon, Finn Kjær Andersen på orgel og Peter Bjerrum på trommer. Alle musiklærere på Holstebro Musikskole. Den "kendte holstebroer, der læser et par af sine yndlingsdigte", er tidligere kulturdirektør ved Holstebro Kommune, Hans Kristian Didriksen. "Månedens digt" vil blive læst op. Den persiske digter Omar Khajjâms (født 1048) digte oplæses både på originalsproget, persisk, af Maria Javanmardi og i en ny dansk oversættelse af Peter Laugesen af byrådsmedlem Lone Kjær Hein.
Endelig sælger Lemvig Boghandel gode digtsamlinger til gode priser.
Månedens digt
Traditionen tro har du mulighed for at indsende dit bud på "Månedens digt". Blandt de indsendte digte bliver månedens digt udvalgt og læses op til Poesi på en torsdag.
Præmien er en bog af månedens digter.
Send det bedste fra skrivebordsskuffen
- senest mandag d. 6. oktober til: ulrikskeel@outlook.com
Praktisk Information
Lokation: Laden, Brogårdsvej 4, Holstebro
Pris: kr. 100 / 50 kr. for stud. og unge under 21 år
Inklusive et glas vin, en øl eller en sodavand
Billet kan købes i døren eller online
Arrangører: Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Laden, Lemvig Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro og Holstebro Kunstmuseum, koordineret af Odin Teatret.
Begivenheden er støttet af: