Køb billet

Poesi på en torsdag | Malte Tellerup

Malte Tellerup er månedens digter på Poesi på en torsdag den 9. april kl. 20:00 i Laden i Holstebro.


Foto | Sara Galbiati

En landsby er en landsby er en landsby

Når Malte optræder som månedens digter på lyrikoplæsningsarrangementet, Poesi på en torsdag, i Kultur- og Seniorhuset Laden, er det langtfra som en fremmed i området. I slutningen af 10’erne boede han i tre år på en nedlagt gård udenfor Vemb sammen sin daværende kæreste, digteren Liv Lidegaard, der var leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi.

Men oprindeligt stammer Malte Tellerup, født 1989, fra Fyn og er i dag bosat i København.

Tellerup debuterede i 2017 med romanen, Markløs, som han i 2018 modtog Blixenprisen for som "Årets litterære talent". I 2020 udgav han sin anden roman, Hedeselskabet, der netop handler om årene i det vestjyske. For den modtog han Odd Fellow Ordenens "Hæders- og Litteraturpris" i 2021. I 2023 udkom hans romaner nummer tre og fire, Spræng fabrikken, der også foregår i det vestjyske, og Mestrene, som har håndbold som omdrejningspunkt, noget, Malte ved særdeles meget om.

I sammenhængen her er det dog hans første digtsamling – og seneste udgivelse – Landsbyen genrejst, fra 2025, som er omdrejningspunktet.

Landsbyen genrejst er i sandhed en overraskende, ja, usædvanlig digtsamling. Den har undertitlen, Hymnisk agitation, og fremmaner overbevisende – og meget aktuelt - et alternativt liv i pagt med naturen. Med vores rødder i den. På godt og ondt. Men det vigtige er, at det er gjort på en så fremragende, varieret og opfindsom måde, at man som læser bliver både glad og inspireret. Tellerups sproglige register og greb er en mesters. Man er med fra først til sidst. Digtsamlingen er som at komme med på en opdagelsesrejse ind i det pirrende ukendte.

Øvrige programpunkter

Det bliver en trio på højt musikalsk niveau, som tager sig af aftenens musik. Trioen består af Rina Skeel, sang, Bjarne Nygaard Nielsen, guitar, og Martin Damgaard, klaver og harmonika.

"Månedens kendte holstebroer" bliver børne- og ungdomsbogsforfatter og kulturformidler på Holstebro Bibliotek, Puk Krogsøe. Der bliver oplæst digte af persiske Omar Khajjam fra 1000-1100-tallet, og det afsløres, hvem som har skrevet "Månedens digt". Endelig sælger Lemvig Boghandel nye og gamle digtsamlinger i pausen fra sin interessante bogbod.

Månedens digt

Traditionen tro har du mulighed for at indsende dit bud på "Månedens digt". Blandt de indsendte digte bliver månedens digt udvalgt og læses op til Poesi på en torsdag.

Præmien er en bog af månedens digter.

Send det bedste fra skrivebordsskuffen
- senest tirsdag d. 7. april til: ulrikskeel@outlook.com

Praktisk Information

Lokation: Laden, Brogårdsvej 4, Holstebro
Pris: kr. 100 / 50 kr. for stud. og unge under 21 år
Inklusive et glas vin, en øl eller en sodavand
Billet kan købes i døren eller online


Arrangører: Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Laden, Lemvig Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro og Holstebro Kunstmuseum, koordineret af Odin Teatret.

Begivenheden er støttet af:

                     

bubble