Poesi på en torsdag | Stefan Kjerkegaard
”du er et regnskab / der aldrig går op”
Stefan Kjerkegaard er månedens digter onsdag den 2. april kl. 20:00 på Poesi på en torsdag i Laden i Holstebro.
April måneds digter på arrangementet for den levende lyrik i Holstebro, Poesi på en torsdag, er Stefan Kjerkegaard, digter og forfatter samt litteraturforsker ved Aarhus Universitet.
Foto: Sine Kolind
Kjerkegaard er født i 1973. Han debuterede i 1990’erne med digte i Hvedekorn og skrev i disse år lyrik under pseudonymet, Bob Hvid Gren, til litteraturtidsskriftet Øverste Kirurgiske. Hans hidtil eneste digtsamling, ensom omgang, udkom sidste år på forlaget Herman & Frudit.
Som faglitteratur har Kjergaard skrevet om blandt andre digterne Simon Grotrian, Per Højholt og Tove Ditlevsen. Han er desuden medlem af bedømmelsesudvalget for Nordisk Råds Litteraturpris, og helt aktuelt er det netop blevet offentliggjort, at han er med i det nye litteraturkanonudvalg, nedsat af børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye.
Digtene i ensom omgang indfanger den 50årige mands midtvejskrise med søvnløshed og følelse af fremmedgørelse. Det sker i et præcist, men fragmentarisk, kortfattet og lyrisk farvet sprog, der balancerer på kanten mellem det poetiske og det prosaiske. Overskriftscitatet er fra digtsamlingen.
Fra 02. apr 2025 - kl. 20:00
Øvrige indslag
Musikalsk byder aftenen på en helt ny konstellation, bestående af de to undervisere og førsteklasses musikere på Holstebro Musikskole, Søren Normann på guitar og Linda Fanø på et væld af forskellige fløjter. Deres vidtspændende repertoire omfatter folkemusik, barok og tango. Der bliver også et herligt indslag med Holstebro Dansekompagnis fabelagtigt dygtige dansere. "Månedens kendte holstebroer" læser et par af sine yndlingsdigte, "Månedens digt" offentliggøres, og den persiske 1200-tals digter Omar Khajjâms digte oplæses på farsi af Maria Javanmardi og på dansk. I pausen sælger Lemvig Boghandel poesi fra Danmark og resten af verden.
Månedens digt
Traditionen tro har du mulighed for at indsende dit bud på "Månedens digt".
Blandt de indsendte digte bliver månedens digt udvalgt og læses op til Poesi på en torsdag.
Præmien er en bog af månedens digter.
Send det bedste fra skrivebordsskuffen
- senest mandag d. 31. marts til: ulrikskeel@outlook.com
Praktisk Information
Lokation: Laden, Brogårdsvej 4, Holstebro
Pris: kr. 100 / 50 kr. for stud. og unge under 21 år
Inklusive et glas vin, en øl eller en sodavand
Billet kan købes i døren eller online
Arrangører: Holstebro Gymnasium og HF, Holstebro Bibliotek, Laden, Lemvig Boghandel, Uddannelsescenter Holstebro og Holstebro Kunstmuseum, koordineret af Odin Teatret.