Noack, Astrid
Emnet for Astrid Noacks arbejde er mennesket (1888-1954). Ofte set i dets mest karakteristiske stilling; den frontale. Kroppens diskrete drejning og hænders eller fødders forskudte placering skaber en oplevet spænding i figurerne. Noacks virkemidler er så underspillede, at skulpturerne fremstår rene, værdige og kraftfulde.
Hos Noack er formen det vigtigste. Farve og overflade er underordnet skulpturens volumen og dens nærvær i rummet. Figurerne er på denne måde befriet for personlige referencer, og i Noacks univers er det ikke væsentligt, hvem de forestiller. Det væsentlige er kroppens form, modstandskraft og sarte monumentalitet.
Blandt hendes væsentligste værker er Stående kvinde, der blev medtaget i den danske Kulturkanon med Noack som eneste kvinde. Der findes varianter i bronze, gips og træ, hvoraf Holstebro Kunstmuseum ejer en bronzevariant.
Foran museet ses et andet af Noacks hovedværker, nemlig Anna Ancher (1939). I Holstebro byrum står også Knælende dreng (1942) og Kvinde med klæde (1944).
Astrid Noacks legatfond har deponeret en lang række af kunstnerens originale gips-modeller på Holstebro Kunstmuseum, hvoraf et udvalg kan opleves i præsentationen:
Assisterende kunstner
Som 14-årig flyttede Astrid Noack fra fødebyen Ribe til København, hvor hun arbejdede som maler på fajancefabrikken Aluminia.
Fra 1906-10 blev hun i Vallekilde uddannet som billedskærersvend som én af de første kvinder i Danmark. Efter et par år på møbelfabrik blev hun del af den gruppe af kunstnere, der under Joakim Skovgårds ledelse udsmykkede Viborg Domkirke.
Efter af have skåret figurer i træ for Jean Gauguin og have restaureret altertavler for Nationalmuseet tog Noack i 1920 til Paris som sine mandlige kunstnerkollegaer.
Til Paris som sine mandlige kollegaer
I Paris arbejdede Noack på møbelfabrikker og kom i 1926 til den danske kunstnerkoloni Académie Scandinavia i Maison Watteau, hvor billedhuggeren Adam Fischer og maleren Georg Jacobsen blev hendes venner.
Anderkendelse trods alt
I 1932 rejste hun tilbage til København, hvor hun i 1935 blev Grønningens første kvindelige medlem efter at have udstillet som gæst siden 1933.
Noack modtog Eckersberg Medaillen i 1940 og Thorvaldsen Medaillen i 1954.
Få gennemarbejdede værker
Astrid Noacks skulpturer virker selvfølgelige – de er afsluttede og enkle. Uden at være påtrængende peger de på det væsentlige i skulptur som udtryksform.
Men Noack arbejdede ofte længe og indædt med sine skulpturer. Sågar flere år, hvilket er årsag til, at hun efterlod et så begrænset antal værker, som hun gjorde: Ca. 175 i alt – heraf flere ufærdige.
Noack er en ener i dansk kunst. Hun er svær at placere i en stil eller retning. Hendes skulpturer er tidløse og beslægtede med den gotiske og den arkaiske skulptur.
