Francisco Goya – Los Caprichos
Samling
Francisco de Goyas (1746-1828) store grafiske serie Los Caprichos (kapricerne) blev påbegyndt ca. 1793 og udgivet i bogform i 1799. De i alt 80 akvatinteætsninger bærer vidnesbyrd om en vild og hvileløs tankeverden, der i mareridtsagtige visioner opfanger mislyden i den spanske folkesjæl. I billedteksterne sker det gerne med henvisning til spottende ordsprog og andre sproglige vendinger.
Seriens titel er afledt af det italienske ord capriccio, der egentlig betyder
lunefuld, men tillige dækker over underfundige indfald. Flere af trykkene
afbilder groteske scener med djævelskab og heksekraft. Ofte anvender Goya
fablens form, hvor dyrefigurer fremstilles med menneskelige egenskaber.
Los Caprichos er gådefuldt mættet, men dens samfundssatiriske indhold fremstår utilsløret. Goyas kritik er her vidtrækkende og giftig. Han skildrer den
dominerende overtro, den herskende klasses uvidenhed og uformåenhed,
manglen på pædagogisk indsigt og ægteskabelige fejlgreb. Dertil har nogle af motiverne antiklerikale temaer. Inkvisitionen, intriger i det korrupte monarki og generel politisk uro danner historisk baggrund.
Inspireret af oplysningstidens idealer
Goya tilhørte kredsen af reformivrige, liberale intellektuelle, som i samfundssyn var inspireret af Oplysningstidens idealer. Derfor beklager han også i dyster selvopgivelse og melankoli, at fornuften ikke i højere grad styrer men-
neskets tanker og handlinger. Dette er især tydeligt i seriens mest kendte
motiv, ''Fornuftens søvn avler uhyrer'' (Nr. 43).
Frigørelse forud for den moderne kunst
Seriens anvendte trykteknik, der tillader indarbejdelse af forskellige gråtoner med dramatiske kontraster af lys og skygge, var først og fremmest inspireret af Rembrandt. Med sit originale billedsprog anses Goya dog som én af de væsentligste forudsætninger for den moderne kunst. Og trods nær tilknytning til det spanske hof var han blandt de første kunstnere, der frigjorde sig fra kirkens og kongens magt.
Goyas frie, nærmest karikerende motivverden og dynamiske formsprog peger frem mod den udvikling, kunsten gennemgik sidst i 1800-tallet og helt ind i det 20. århundrede. Eugène Delacroix, Honoré Daumier, Édouard Manet samt ikke mindst Pablo Picasso regnes blandt de kunstnere, der direkte har taget indtryk af hans virke.
Menneskelig dårskab og klassesamfundet uretfærdighed
Francisco Goyas kunst repræsenterer en egenhændig form for realisme. Blottet for illusioner og uden at moralisere betragtes Los Caprichos i dag som en af de væsentligste, mest konsekvente og tidløse skildringer af menneskelig
dårskab og klassesamfundets uretfærdighed.
”Goyas største fortjeneste er nok, at han gør det uhyrlige troværdigt. Hans uhyrer er livagtige, helstøbte og harmoniske skabninger. Alle disse forvredne, disse dyriske vrængbilleder og djævelske grimasser er helt menneskelige. Naturvidenskabeligt set kan man heller ikke afvise dem. Det er umuligt at fastslå grænsen mellem virkelighed og fantasi…”
-Charles Baudelaire
