Olivia Holm-Møller – En kunstnerkreds
Særudstilling
”Jeg har gjort det saa godt jeg kunde, men jeg er meget betænkelig ved at se Navnene paa Censuren, jeg faar dem nok kasserede. De indsender vel ogsaa? Det er nu ikke sjovt at sende til Charlottenborg igen. Vi maa meget hellere se at slaa os sammen om en Udstilling igen engang, det er den eneste tilfredsstillende Maade at udstille paa.”
Olivia Holm-Møller til Carla Colsmann d. 18. februar 1918
Citatet herover er fra et brev, Olivia Holm-Møller (1875-1970) skriver til kunstnerkollegaen Carla Colsmann (1887-1974). Hun udtrykker sin frustration over tidens censurerede udstillinger og opfordrer Colsmann til endnu en fællesudstilling, der beskrives som det eneste tilfredsstillede alternativ. Olivia Holm-Møller – en kunstnerkreds omkring 1900-1930 handler om dette hidtil ikke beskrevne udstillingsfællesskab i dansk kunsthistorie.
En kunstscene i opbrud
I sine gennembrudsår var Olivia Holm-Møller meget bevidst om den eksisterende forskel mellem den såkaldt traditionelle kunst baseret på figuration og realisme og ”den moderne retning”, som hun selv kaldte den fremtrængende modernisme i dansk kunst, der i denne periode var i sine formative år og derfor endnu ikke fastlagt i fortællingerne om abstraktion, avantgarde og kritik. Kunstens formål og udtryksmæssige problemstillinger var således til ivrig diskussion i kunstlivet.
Periodens mandlige malere organiserede sig primært i kunstnersammenslutninger såsom Ung Dansk Kunst (1910) og Grønningen (1915) for at kæmpe for en bestemt stil eller kunstopfattelse. Kvinderne organiserede sig derimod oftere med baggrund i deres køn for at kæmpe for bedre rettigheder og for overhovedet at få mulighed for at udstille, da de ofte blev nægtet optagelse i kunstnersammenslutninger som f.eks. Grønningen. Mandlige kunstneres umiddelbare adgang til kunstverdenens privilegier betød med andre ord, at de kunne fokusere på en kunstnerisk dagsorden.
Sagen i egen hånd
Holm-Møller, der dengang arbejdede som billedhugger, slog sig i 1910 sammen med malerne Sophie Pedersen (1885-1950), Bizzie Høyer (1888-1971), Marie Graae (1876-1944) samt den føromtalte Colsmann. De fem var bekendte fra Akademiets Kunstskole for Kvinder og kunstlivet i København i øvrigt. Sammen tog de sagen i egen hånd og sendte en ansøgning til Kunstforeningen om muligheden for en gruppeudstilling.
Udstillingen i Kunstforeningen blev realiseret i 1911, og den var usædvanlig for tiden. Både fordi der var tale om fem kvinder, der var gået sammen om en gruppeudstilling, og fordi den var ganske omfattende med hele 155 værker. Som konsekvens blev den også omtalt vidt og bredt i tidens kunstpresse i en grad, der ellers ikke er set omkring periodens få gruppeudstillinger med rent kvindelige kunstnere.
De tre mest anmelderroste, og i øvrigt mest produktive, af kredsens kunstnere var Holm-Møller, Colsmann og Pedersen. De fortsatte deres korrespondance og nære samarbejde og udstillede efterfølgende som trio tre gange: 1916, 1920 og 1924. På den måde fik de en adgang til kunstscenen, de ikke ville have haft på egen hånd. Som gruppe kaldte de sig ikke noget. De havde heller ikke et fælles ideologisk program for kunsten. Men de udstillede deres mange værker side om side i en strategisk alliance, der sikrede dem større handlefrihed og eksponering på en ellers hierarkisk kunstscene domineret af mænd.
Udstillingen
Olivia Holm-Møller - En kunstnerkreds fokuserer på kredsens fire udstillinger og bringer flere af værkerne sammen igen for første gang i over 100 år. Gennem uddrag fra Holm-Møllers breve og dagspressens anmeldelser tegner udstillingen hertil et tidsbillede præget af brydninger og ulige udstillingsvilkår. Men også af en rig mangfoldighed i kunsten, Holm-Møller så omkring sig, da hun arbejdede hen imod sit kunstneriske og udstillingsmæssige gennembrud i begyndelsen af århundredet og bevægede sig fra billedhugger til maler.
Udstillingen rummer i alt seks sektioner, hvor præsentationerne i 1911, 1916, 1920 og 1924 hver udgør én. Hertil kommer en sektion med Elise Konstantin-Hansens (1858-1946) og Holm-Møllers gensidige portrætteringer af hinanden. Konstantin-Hansen var en generation ældre og deltog ikke i udstillingsfællesskabet. Når hun her er medtaget som en del af Holm-Møllers kunstnerkreds skyldes det den store betydning, hun havde for Holm-Møller i perioden. Fra år 1900, da Holm-Møller besluttede sig for at blive kunstner og begyndte på Frøknerne Mundt og Luplaus Tegneskole, boede hun i det Konstantin-Hansenske hjem. Sjette og sidste sektion rummer senere værker af Colsmann, Pedersen og Holm-Møller og fungerer perspektiverende i forhold til udviklingen i de tre kunstnerskaber.
Olivia Holm-Møller
Baggrunden for udstillingen er, at Holstebro Kunstmuseum de seneste år har arbejdet med Olivia Holm-Møllers kunstnerskab gennem såvel forskning som i udstillingssammenhæng. Som en del af denne indsats indgår transskriberingen af Holm-Møllers knap 450 numre store brevarkiv. Ovenstående citat er et eksempel på de dialoger, som Holm-Møller og blandt andre Colsmann og Elise Konstantin-Hansen havde om deres vilkår og udstillingsmuligheder. Af denne grund indgår brevene vægtigt i både udstillingen og det ledsagende katalog.
Med over 1100 værker på danske museer, heraf godt 950 i Holstebro Kunstmuseums samling, er Olivia Holm-Møller dén af kunstnerne, som er bedst repræsenteret. For Pedersens, Høyers og Graaes vedkommende er situationen den modsatte. Det har derfor været nødvendigt med et stort opsøgende arbejde for at tilvejebringe værker og historisk materiale om disse kunstnere – og desværre ikke altid med succes. At vores kunsthistorie på denne måde afslører sine blinde vinkler, er en del af denne udstillingens præmis og fortælling.
Udstillingskatalog
Udstillingen ledsages at et katalog, der udfolder kredsens kunstnere og deres udstillingssamarbejde i perioden. Kataloget indeholder bidrag af museumsinspektør Teresa Østergaard Pedersen samt kunsthistorikerne Inge Lise Mogensen Bech, Ulla Angkjær Jørgensen og Pernille Zidore Nygaard. Bogen ligger som læseeksemplarer rundt om i udstillingen.
Udstillingen er støttet af:
At de fem kunstnere slog sig sammen i et udstillingssamarbejde skyldtes ikke sammenfald i deres kunstneriske udtryksformer, men i stedet en vilje til at udstille på egne præmisser så vidt det var muligt.
