Sophie Dupont – BREATHE

Holstebro Kunstmuseum og Sorø Kunstmuseum har i et tæt samarbejde på tværs af landet inviteret billedkunstner Sophie Dupont (DK, f. 1975) til at skabe en totalinstallation for hele familien. Resultatet er udstillingen BREATHE, hvor sansningen, fordybelsen og publikums aktive deltagelse er i centrum. Sophie Dupont har i de senere år især gjort sig bemærket som performancekunstner, men her udfolder hun sig i et anderledes format i sin hidtil største museumsudstilling. 

BREATHE sætter fokus på luften – vores fælles kilde til liv, som vi deler gennem åndedrættet. Luften bærer både dufte og atmosfæriske fænomener som vind, regn og torden med sig. Og den kan bevæge os, både fysisk og psykisk.

I dag er luften, ligesom mange andre jordiske elementer, politiseret. Forurenede storbyer, stigende pollental og luftbårne laboratorievirusser truer vores eksistens.

Og i en tid med øget kropsbevidsthed, hvor vi i tiltagende grad isoleres bag skærme, og hvor menneskeligt nærvær reduceres til “kontakter” i et accelererende og “berøringsløst samfund” (Byung-Chul Han) styret af frygt for at fejle og for ikke at leve op til omverdenens forventninger, da bliver også åndedrættet politisk: Kan vi få lov til at trække vejret?   

Frygt sætter sig i vores åndedræt, vi bliver stakåndede og får fornemmelsen af, at vejret sidder helt oppe i halsen. Luften når aldrig helt ned i kroppen, og vi mister følelsen af frihed og handlemuligheder.

I Sophie Duponts kunstneriske praksis skaber åndedrættets levende rytme nye verdener. Verdener, der forbinder os – både med os selv og med hinanden. Hendes ønske er, at åndedrættet får et frisættende potentiale. Et slags mulighedsrum, hvor man erkender og begriber sig selv på anderledes vis, og hvor grænserne mellem det individuelle og det kollektive bliver mere flydende.

Helt konkret består BREATHE af rumlige skulpturer, video og meditative duft- og lydinstallationer, hvor værkskiltenes ledsagende instruktioner skærper vores opmærksomhed på menneskets elementære sansninger. I den forstand antager udstillingens værker karakter af en slags øvelsesrækker. En vindanordning genererer følelsen af susende vind; en subtil duft aktiverer vores lugtesans; og mikrofonerne midt i rummet hænger ned fra loftet som en åben invitation til at give udtryk for din følelse gennem åndedrættet – hvad end den måtte være. I videoerne optræder en række performere, der gennemlever et følelsesregister, og hvis’ vejrtrækningsbevægelser i visse sekvenser forstærkes gennem videomanipulation ved hjælp af en visuel metode, der bygger på fysiologisk forskning.

Selv opererer Sophie Dupont med betegnelsen “kollektiv skulptur” for sin kunstneriske praksis, og hun inviterer både lokale borgere og publikum til at blive medskabere af udstillingen. I BREATHE får vi lov til at trække luften omkring os ind i fulde drag. Gennem åndedrættet får vi rum til at røre og blive berørt. Måske har vi glemt, hvordan det føles at stoppe op og trække vejret helt ned i maven?

Udstillingen ledsages af en omfattende monografisk udgivelse, der udkommer på forlaget Strandberg Publishing. Den dokumenterer og perspektiverer Sophie Duponts kunstneriske projekter fra årene 2018 til i dag og indeholder artikelbidrag af Sanne Kofod Olsen, Anouska Kobus, Malthe Brændholt Sørensen, Vanini Belarmino, Mathias Kryger og Alice Godwin. Derudover rummer bogen et uddrag af et interview med Sophie Dupont foretaget af Julia Palmeirao samt endelig en række selvbiografiske skitser i dagbogsform. Bogen redigeres af Marianne Krogh og udkommer medio 2026.  


BREATHE er del af udstillingsrækken med den samlende titel "SANS! Nye verdener", et museumssamarbejde, som er etableret ud fra en vision om at skabe engagerende udstillinger, der med dagsaktuelle tematikker og med samtidskunstens betydningsgørende potentiale ansporer både børn, unge og alment nysgerrige kunstbesøgende til at tænke nyt og kritisk. Og gerne med udgangspunkt i forførende visuelle og taktile universer, der appellerer til både sansning og refleksion.

BREATHE vises på Sorø Kunstmuseum i perioden: 
d. 3. juli – 18. oktober 2026.

PRODUKTION

Performere
Velvet Renteria Bejarano, Sarah Diallo Bregnhardt, Per Hovmøller Christensen, Vera Davidsen, Sophie Dupont, Mariana Graça, Malene Bille Gram, Hilda Holm, Lise Hovesen, Jeppe Pilkær Larsen, Emmanuel Martini, Gustav Emil Møller, Rine Rodin, Ane Charlotte Skou Sølvsten, Hans-Olof Tani, Jette Thomsen, Zara Wali

Kunsthistorisk assistance
Marianne Krogh og Anouska Kobus

Filmproduktion
Sofus Graae

Teknik (AV-installationer)
Lystek

Lydteknik
Soundmark v. Thomas Ahlmark

Duftdesign
Emmanuel Martini (“A Scent that makes you want to breathe”)

Produktion af vindanordning
N. T. PRODUCTION

Produktion af bevægelig bænk
Hesselaa Smedje & Maskinteknik v/ Troels Mikkelsen

Videomanipulation
Læge og forsker, Malthe Brændholt Sørensen

SOPHIE DUPONT

Født 1975
Bor og arbejder i København


UDDANNELSE
1997
London Contemporary Dance School

2003

BFA, Det Kgl. Danske Kunstakademi

2007

MA, Det Kgl. Danske Kunstakademi

SOLOUDSTILLINGER (i udvalg)

2024
SLEEP IMPRINT ROME, Gallery 2112, København

2023
EARTH BREATH, Jordens hus

2017

This Will Also Change; OVERGADEN - Institut for Samtidskunst

GRUPPEUDSTILLINGER (i udvalg)
2024
DO YOU BREATHE? HOW DO YOU FEEL? Le Bicolore, Paris

2023

VITAL SIGNS, Haifa Museum of Art, Israel

2017
Cool, Calm & Collected, ARoS Aarhus Kunstmuseum


PERFORMANCES (i udvalg)
2023
Live Art Copenhagen

2022
Kunsthal Charlottenborg

2021
Rønnebæksholm

2017
Ordrupgaard & Heartland Festival

2016
SMK, Horsens Kunstmuseum & Folkemødet

2014
Gallery Factory Seoul (2014)

PUBLIKATION
Sophie Dupont - WORKS 2010-2017, Roulette Russe 2017

LEGATER (i udvalg)
Statens Kunstfond; Anne Marie Telmányi født Carl-Nielsen’s fond til støtte
for kvindelige billedkunstnere over 40 år; Else Marie Bukdahls Legat; Aage &
Yelva Nimbs Legat; Niels Wessel Bagges Legat; Ole Haslunds Legat

OFFENTLIGE SAMLINGER
Sophie Dupont er repræsenteret i en række offentlige samlinger, heriblandt på SMK – Statens Museum for Kunst, KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg og Malmö Konstmuseum.

 

Udstillingen er støttet af

bubble