Sivertsen, Jan
For Jan Sivertsen (f. 1951) er maleriet det, det er: en flade ophængt i et rum, bemalet og bearbejdet med forskellige farver og materialer. Det er ikke et billede af virkeligheden, det er derimod en del af virkeligheden – et fysisk objekt, der virker i kraft af sin egen fysiske tilstedeværelse i rummet. Billedet handler om sig selv og sin egen væren – om farven, kompositionen og formen.
Man kan forledes til at opfatte Sivertsen som abstrakt ekspressionist, der arbejder umiddelbart med maleriet. Men det er ikke tilfældet – Han arbejder lige modsat: analytisk, gennemtænkt og metodisk. Malerierne bliver til med udgangspunkt i et stramt regelsæt, der sætter begrænsninger for hans farvebrug og komposition.
En anderledes tilgang end sine studiekammerater
Jan Sivertsen er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i årene 1977-82. Derefter gik han på École Supérieure des Arts Décoratifs i Paris. I 1984 slog Sivertsen sig ned i den franske hovedstad, hvor han har boet i mere end 2 årtier. I dag er kunstneren bosat i Berlin.
På Kunstakademiet i København blev Sivertsen undervist af Albert Mertz, Svend Dalsgaard og Robert Jacobsen, og han gik på hold med bl.a. malerne Claus Carstensen, Peter Bonde og Nina Sten-Knudsen. Men hvor hans studiekammerater sprang ud som ”Unge Vilde” i 1982, valgte Sivertsen en anderledes tilgang til maleriet.
Regler for farvebrug og komposition
Jan Sivertsen arbejder med tre paletter: En fransk, der er impressionistisk, sanselig og raffineret, hvor rød og blå dominerer kombineret med sølv og hvid. En germansk, der er mere ekspressiv, kropslig og seksuel, hvor en særlig pink kombineres med gul, rød og sort. Og endelig en drømmende og melankolsk nordisk palet, der primært benytter sig af grøn og violet.
Kompositorisk kombinerer Sivertsen to sæt regler. Det ene sæt er et formalfabet, som danner skelet for billederne. Det er geometriske grundformer som korset, cirklen, trekanten og bølgen i en række forskellige kombinationer.
Det andet sæt regler relaterer sig til kroppen. Billedets proportioner fastlægges i forhold til Sivertsens egen krop; menneskekroppen – der ses mere eller mindre tydeligt i mange af hans malerier – bliver på samme måde som formalfabetet et kompositorisk grundelement, der bestemmer maleriets opbygning.
Reglerne er grundvilkår for maleriet, som Jan Sivertsen vælger på forhånd, på samme måde som en komponist vælger den toneart og form, en komposition skal have. Det er en diciplinerende begrænsning, Jan Sivertsen stiller op, som danner rammen for hans arbejde.
