Olsen, John

Kort biografi

John Olsen blev oprindeligt uddannet håndværksmaler, men tog sidenhen afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. I 1967 forlod han København for på sigt at bosætte sig på Sundsgården nær Ringe på Sydfyn.

Han var en flittig jæger, holdt får og dyrkede i det hele taget naturoplevelsen med stor intensitet. I midten af 1960erne var John Olsen for første gang på Færøerne, og de nordatlantiske rejser var i mange år fast tilbagevendende.

Den kunstneriske produktion var stor og varieret, men først i 1980erne fik John Olsen sit egentlige gennembrud. I 1995 var han Danmarks repræsentant på Biennalen i Venedig, hvor han blandt andet viste den store skulptur Resonans. En bronzeversion af værket er i dag placeret i museets skulpturhave.

På Holstebro Kunstmuseum opstilles i de efterfølgende år den store installation Undrekammer, som kan opleves permanent i museets underetage.

På Holstebro Rådhus findes desuden en række af kunstnerens bemalede kakler. Derudover finder en række store skulpturværker plads rundtomkring i Danmark, og kunstneren er ligeledes rigt repræsenteret på landets kunstmuseer.

I 1985 modtog John Olsen Eckersberg Medaillen, og i 1995 ligeledes Thorvaldsens Medaillen – den officielt set højeste udmærkelse for en dansk kunstner. I 1993 modtog han Astrid Noacks Legat.

Organiseret undren

John Olsens Undrekammer består af seks glasskabe og én gulvmontre med et utal af genstande, som John Olsen har samlet gennem mange år. Det er genstande fra naturen, vores efterladenskaber fra lossepladsen, ting fundet på loppemarkeder, medicinske præparater i sprit, egentlig billedkunst skabt af John Olsen og meget, meget mere.

I skabene kan man bl.a. finde en hjerne fra Tarm, et skrumpehoved fra Equador, en forstenet mammuttand, et helt penalhus fuldt af ønskeben, et par gamle underbukser, mærkelige grenknuder, adskillige udstoppede fugle, et hestekranie, hvalrostænder og meget, meget mere.

John Olsen har samlet, udvalgt og opstillet Undrekammerets genstande ud fra efter bestemte principper eller systematikker, som var det et museum. Dermed ligger Undrekammeret i forlængelse af den museumstradition, der havde sin start med renæssancens kunst- og naturaliekamre og den katolske kirkes relikviekamre.

Undrekammeret er også et kunstværk, idet John Olsen har samlet, udvalgt og opstillet genstandene efter deres æstetik eller de historier de fortæller. Som kunstværk træder Undrekammeret ind i collage- og assemblage-traditionen, der blev grundlagt i begyndelsen af det 20. århundrede, og som er et afgørende element i det 20. århundredes billedkunst.

I Undrekammeret – som generelt i sin kunst – skildrer John Olsens naturens forfald og destruktivitet, og gør derigennem døden og skrøbeligheden nærværende. Men det er ikke kun det forfærdelige og uhyggelige ved døden, John Olsen fokuserer på. Der findes også en slags skønhed i døden og forfaldet. På samme måde som døden i naturen er en forudsætning for livets fortsættelse, vækker John Olsen de døde genstande til live og gør dem til kunst.

Opbyggende og nedbrydende

I John Olsens skifertavler og fotografiske relieffer gengives levende og døde fugle med stor enkelhed og intim præcision. I en række billedcollager fra 1980erne hæftes udklip, fotografier og tegninger med knappenåle på opslagstavler og sættes bag glas og ramme.

Her er det selve udvælgelsen og rammesætningen, der får større betydning. Billedtavlernes logik er associativ og erindringsbåret. Samtidig illustrerer de selve den kreative proces, hvormed visuelle indtryk bearbejdes i skabelsen af ny kunst.

Kosmisk skønhed i vækstens kryptiske vold

Farve, form og stoflighed stilles i tæt forbindelse med hinanden i John Olsens kunstneriske praksis, som vedblivende ønsker at henlede vores opmærksomhed på skønheden i forfaldet.

Tydeligt bliver dette også i de store papirarbejder med aftryk af slagtede dyrs indvolde eller dræbersneglenes vandrende spor gennem kul og pigment. Tilfældighedsprincippet er fremherskende i værker som disse, hvor naturen spiller med på lige fod med kunstneren.