Holstebro Kunstmuseum præsenterer: Uffe Isolotto - Mælkeøje

Download pressefotos

Holstebro Kunstmuseum præsenterer Mælkeøje af danske Uffe Isolotto (f. 1976); en totalinstallation, der forvandler museets særudstillingssal til hovedkvarteret for en mystisk kult. Udstillingens fiktive verden spiller på elementer af voyeurisme og autoritær overvågning og er inspireret af æstetikken fra 1970’ernes kollektiver og retro-futuristisk teknologi. 

Hver udstillingssal udgør en scene i en gradvist udfoldet fortælling om et rekrutteringscenter med opholdsarealer, genopdragelsesrum og forsamlingslokaler. Vi befinder os som besøgende i en fejlslagen retrotopi, hvor der gribes tilbage til fortiden for at finde trøst, styrke og fællesskab. Et iscenesat drama om en fremtid forestillet i fortiden.

I kraft af en sansemættet blanding af skulptur, scenografi, duft og lyd, får vi i Mælkeøje indtryk af en fiktiv organisation, der er dedikeret til rituelle handlinger og demontering af sprogets logik. Sprogbrugen er ofte et redskab til ensretning og kontrol. Men i form af en pamflet – en skriftlig kilde fra udstillingens fiktive verden – og skilte med forskellige typer af tegnsætning, anvendes sproget i denne sammenhæng som en mulighed for at øve poetisk og ideologisk modstand.

Ved at referere til kultens og de politiske bevægelsers kommunikationstaktikker undersøger Uffe Isolotto tegnenes, symbolernes og metaforernes magt i vores egen samtid.


Foto | Thomas Foldberg. Download

Foto | Alexander Kinds

Centralt i udstillingen optræder en skulptur af en ung pige, der fremtræder som en blanding af et alter og en avatar – en virtuel stedfortræder. Hendes kobberrøde hår indrammer et opadvendt ansigt med slørede øjne og et ulæseligt udtryk.
 
Skulpturen er en profetisk skikkelse, et sindbillede på 
det sted, hvor alternative fortider og spekulative fremtider mødes.  

Mælkeøje er Uffe Isolottos hidtil største museumsudstilling og hans første kommissionerede projekt, siden han repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen i 2022.

Alle er velkomne til ferniseringen!
Lørdag d. 7. juni kl. 15:00


Uffe Isolotto (f. 1976)


Download

Uffe Isolotto (f. 1976) dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007. Det kunstneriske virke indbefatter fysiske og digitale skulpturer, installationer og tidsbaserede medier. Hans værker beskæftiger sig primært med en teknologisk virkelighed i hastig udvikling, og især ønsker kunstneren gennem forskellige bearbejdninger af den sammensatte krop at udfordre etablerede distinktioner mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, det biologiske og syntetiske. På denne måde placerer Uffe Isolottos praksis sig i en posthuman tilstand, hvor mennesket i stigende grad er fremmedgjort både i forhold til naturen og sine egne teknologiske frembringelser.
 
Uffe Isolotto har deltaget i udstillinger på blandt andet ARKEN Museum for Samtidskunst, Den Frie Udstillingsbygning, Nikolaj Kunsthal, Tranen – Rum for Samtidskunst, O-Overgaden, og Malmö Konsthall. Hans værker har hjemsted i de permanente samlinger på Statens Museum for Kunst og Holstebro Kunstmuseum. I 2022 præsenterede Uffe Isolotto We Walked the Earth til den danske pavillon som en del af den 59. Venedig Biennale. Permanente udsmykninger findes på bl.a. Vendsyssel Teater, 
AAU Campus Øst samt i skulpturhaven ved Holstebro Kunstmuseum.  

Uffe Isolotto driver udstillings- og produktionsplatformen Age of Aquarius sammen med billedkunstner Nanna Starck. Herudover var han blandt initiativtagerne til det nu forhenværende kunstnerdrevne udstillingssted TOVES.

PRODUKTION

Kurator
Udstillingen er kurateret af den canadiske forfatter 
Stephanie Cristello (f. 1991, bor/arbejder i Chicago, USA) og ledsages af en række nyskrevne fiktionstekster.

Kunstneriske assistenter
Marius Mallet og Elisa Capucci

Tøjdesign
Anne Sofie Madsen

Hyperrealistisk skulptur
Thomas Foldberg Studio

Grafisk design
Studio Claus Due

Kunstkonsulent
Sofie Dirks Gottlieb

Teknik
Gadget Group

Illustration
Adrian Johnson

Tak til Statens Værksteder

Yderligere information

Museumsdirektør, Anders Gaardboe Jensen 
agj@holstebrokunstmuseum.dk  + 45 2613 7745

Pressefotos

Pressefoto | Thomas Foldberg. Download
Portrætfoto, Uffe Isolotto. Download

Udstillingen er støttet af

 
bubble