SFÆRISK - Kirsten Klein 80 år

Download pressefotos

Holstebro Kunstmuseum fejrer en af Danmarks mest betydningsfulde fotokunstnere med den til dato mest omfangsrige præsentation af det kunstneriske virke. Med over 150 værker viser særudstillingen SFÆRISK Kirsten Kleins helt særlige evne til at fremkalde og forevige natur og mennesker som en del af en større fælles sfære.

Den 17. januar kl. 15:00 åbner SFÆRISK - Kirsten Klein 80 år på Holstebro Kunstmuseum. Ambitionen bag udstillingen er at vise, hvor højaktuel og bredtfavnende Kirsten Kleins kunstnerskab i virkeligheden er. Og samtidig demonstrere, at hun på mange måder har været forud for sin tid, hvad angår den fototekniske eksperimenterelyst og sit kompromisløse valg om at leve i fuld overensstemmelse med sine idealer.

Måne, Mors og Sameland

Kirsten Klein er mest kendt for sine teknisk overlegne landskabsbilleder i sort/hvid og hendes opmærksomme indfangelse af vejrfænomener som nordlys, sort sol, tidevand og måneskin. Der er tale om poetiske og ofte melankolske naturgengivelser overvejende fra egnene omkring Mors, hvor hun bor og arbejder.

SFÆRISK viser dog også underbelyste men stærkt vedkommende sider af den mangeårige produktion. En gennemgang af Kirsten Kleins omfattende arkiv, som har stået på i de seneste år forud for udstillingens gennemførelse, har nemlig afsløret flere kulturelt mangfoldige og mere antropologisk orienterede motivkredse fra utallige rejser verden over; som først og fremmest er menneskeskildringer. Vi får her et levende indtryk af hverdagslivet i en række billeder fra Yucatanhalvøen, Irland, Guinea-Bissau, Karpathos og Sameland. Dermed tilføjes et globalæstetisk spor i kunstnerskabet, som fører langt ud over de velkendte hjemlige landskaber.

En større fælles sfære

I udstillingen præsenteres også en række portrætserier om landbo- og ungdomskulturen på Limfjordsøen Mors, som Kirsten Klein flytter til i 1976, hvor hun engagerer sig i miljøaktivistiske organisationer, bo- og arbejdsfællesskaber. Der er ligeledes billeder af stæreflokkene i Tøndermarsken, hvis’ hvirvlende bevægelser hen over himlen spejler den store rytme i naturen og livets kredsløb. Samt opstillinger, hvor der stilles skarpt på hverdagslige objekter, som imidlertid gennem dramatiske kontrastvirkninger forlenes med noget hemmelighedsfuldt. Kirsten Kleins fotografier balancerer ofte mellem abstraktion og genkendelighed.

Endelig viser udstillingen en serie performative fotografier, hvor Kirsten Klein har sat sig selv i scene som et sansende menneske, der er indlejret i stemningsmættede landskaber. I hulkamerafotografierne – eller de såkaldte cameraobscurabilleder – opløses indimellem menneskeskikkelserne i svævende gestalter, hvormed Kirsten Klein registrerer kroppens dybe samhørighed med de naturlige omgivelser.

Kirsten Kleins interesse for fotografi opstod som 11-årig, og erkendelsen indtraf tidligt, at hun ville arbejde kunstnerisk med fotografiet. Samt at livet skulle leves i pagt med naturen. Det holistiske natur- og livssyn har præget Kirsten Klein livet igennem, både privat og i hendes kunstneriske praksis. Her finder vi kimen til Kirsten Kleins helt særlige evne til at fremkalde og forevige natur og mennesker som en del af en større fælles sfære og dens artsrige væv.

Bogudgivelse og baggrund

Udstillingen ledsages af et rigt illustreret katalog med grafisk design af Spine Studio og artikelbidrag af udstillingens tilrettelæggere, kunsthistoriker og kurator Line Kjær og direktør ved Holstebro Kunstmuseum Anders Gaardboe Jensen. Der indgår desuden tekster af lektor i kunsthistorie med speciale i fotografi ved Københavns Universitet Rune Gade, lyriker, lyd- og performancekunstner Cia Rinne samt kulturgeograf og forfatter Emmy Laura Pérez Fjalland. Kataloget udkommer på Holstebro Kunstmuseums Forlag i foråret 2026.

Udstillingen SFÆRISK – Kirsten Klein 80 år er skabt i anledning af kunstnerens 80 års fødselsdag og produceret i tæt samarbejde med Munkeruphus, der viste udstillingen fra 24. august til 16. november 2025.

Produktion

Idé og kuratering
Kunsthistoriker Line Kjær i samarbejde med Kirsten Klein, Steen Folmer Jensen og Anders Gaardboe Jensen

Produktion, installation og design
Udstillingsdesign: Pernille Jensen og Stine Friese
Udstillingsassistenter: Kristine Nørgaard
Andersen og Cecilia Terkildsen
Interiør: Fao Form, &Drape

Formidling
Grafisk design, udstilling: Patricia Forbert, Tabita Henriksen
Udstillingstekster: Line Kjær, Anders Gaardboe Jensen 
og Kirsten Klein
Tekstsamling: Emmy Laura Pérez Fjalland
Citater og rejsebeskrivelser: Kirsten Klein 
Engelsk oversættelse: Neil Bennun
Kunstnerisk portrætfilm: Louisiana Channel


KIRSTEN KLEIN

Født 1945 
Bor og arbejder i Sønder Dråby, Nykøbing Mors  

Uddannelse
Uddannet portræt- og museumsfotograf (1962-66)

Udstillinger, Danmark 
Kunstindustrimuseet, Danmarks Fotomuseum, 
Museet for Fotokunst Brandts, Ribe Kunstmuseum, 
Nivaagaards Malerisamling, Karen Blixen Museet, 
Vendsyssel Kunstmuseum m.fl.

Udstillinger, udland
Paris Photo, Det Danske Kulturinstitut i Ungarn og 
Skotland, Kunstakademiet i Houhot, Indre Mongoliet m.fl.

Publikationer (i udvalg)
Øen bag havet med tekst af Knud Sørensen, En hymne til Irland samt Der fortælles om dette sted (sammen med Jens Smærup Sørensen). Deltager i fotoprojektet Danmark under forvandling (2008-09) inkl. bogen Herfra hvor vi står 1-3 (2010). Har sammen 
med Hans Edvard Nørregård-Nielsen udgivet tobindsværket Limfjorden – Stemmer og steder.

Hædersbevisninger
Modtager af Kulturministeriets Fotografiske Bogpris og Fogtdals Fotografprisers hæderspris. Modtager af Thorvald Bindesbøll Medaillen og Thorvaldsen Medaillen. Fra 1999 modtager af Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

Offentlige samlinger (DK)
Bornholms Kunstmuseum, Kunstmuseum Brandts, Det Nationale Fotomuseum, HEART Museum of Contemporary Art, KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, Skive Kunstmuseum, Ribe Kunstmuseum, Skagens Museum, Vendsyssel Kunstmuseum, Johannes Larsen Museet og Holstebro Kunstmuseum.


FAKTA

Hvad: Særudstillingen SFÆRISK - Kirsten Klein 80 år
Hvor: Holstebro Kunstmuseum. Museumsvej 2A, 7500 Holstebro

Hvornår: 17. januar - 30. august 2026
Fernisering: Lørdag 17. januar kl.15-17. Med velkomst og introduktion ved museumsdirektør, Anders Gaardboe Jensen. Kunstneren vil være tilstede.
Alle er velkomne! I anledningen af åbningen er der fri entré til kunstmuseet.
Tilmelding er ikke nødvendig.

Yderligere information:
Museumsdirektør, Anders Gaardboe Jensen:

agj@holstebrokunstmuseum.dk

+ 45 2613 7745

Pressefotos

Klik på billederne for at åbne i høj opløsning. 

Kirsten Klein. Foto: Frida Gregersen

Kirsten Klein. Sommer på Mors, 1992

Kirsten Klein. Håret ordnes inden middagsheden, 1987

Kirsten Klein. Sandspor i Jammerbugten, 1993

Kirsten Klein. Michael Russel spiller fløjte, 1977

Kirsten Klein. Alt blodet bliver samlet op fra renens bughule, 2004

Kirsten Klein. Løg, ukendt årstal

Kirsten Klein. På hårdt arbejde i urtehaven, Olympos, 1982

Kirsten Klein. På hårdt arbejde i urtehaven, Olympos, 1982

Kirsten Klein. Fanny og Ingeborg gynger i Hejlskov, 1963

Kirsten Klein. Yucatan, 1968

Kirsten Klein. Svanevinge, 2001

 

Udstillingen er støttet af:



 
bubble