3,5 millioner til bevaring og formidling af arven efter ener i dansk kunst

Download pressefotos

Astrid Noack (1888-1954) er blandt det tyvende århundredes betydeligste, danske kunstnere. Siden Holstebro Kunstmuseum åbnede i 1967, har hun indtaget en central plads i museets samling. Med en stor overdragelse og fondsstøtte bliver museet nu for alvor knudepunkt for bevaring og formidling af kunstneren.

Efter sin død i 1954 efterlod Astrid Noack sig talrige skulpturer, skitser og bøger. Året efter stiftede familien Astrid Noacks Legatfond, der skulle varetage denne arv: Astrid Noacks Studiesamling. En opgave som fonden, her i 2024, 70-året for kunstnerens død, overdrager til Holstebro Kunstmuseum. 

I anledning af overdragelsen præsenterer Holstebro Kunstmuseum samlingen for første gang i sin helhed med særudstillingen Menneske først - Astrid Noacks Studiesamling (d. 16. november 2024 - 4. maj 2025).

Astrid Noack, Kvindehoved, 1933
Kalksten. Foto: Lars Bay

Mere end en udstilling

Særudstilingen hviler på et omfattende registrerings-, konserverings- og formidlingsarbejde, som realiseres med en fondsstøtte på 3,5 millioner: A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond har tilsammen sikret udstillingsprojektet, der vil leve videre efter udstillingsperioden.

I forbindelse med udstillingen, og for at markere tilføjelsen af studiesamlingens 191 arbejder til de 52 værker af kunstneren, Holstebro Kunstmuseum i forvejen ejer, udgiver museet en gennemillustreret bog over de nu ialt 243 værker af Astrid Noack i museets samling.

Hertil vil udstillingens arkitekttegnede scenografi, podier og inventar designet af JAC Studios, blive genbrugt efter udstillingen til en fast præsentation af studiesamlingen.

Astrid Noack, Haven [Hemmeligheden], 1934 
Cement. Foto: Lars Bay

Noack og Holstebro 

Astrid Noacks Studiesamling har været deponeret på Holstebro Kunstmuseum siden begyndelsen af 1980’erne, hvor museet også blev knyttet til Astrid Noacks Legatfond som ramme om uddelingen af Astrid Noacks Legat.

For at besvare, hvordan studiesamlingen endte på Holstebro Kunstmuseum, skal vi tilbage til museets begyndelse. Kunstnerens tilknytning til kunstmuseet, og til Holstebro generelt, har rod i museets første leder. Kunsthistoriker og forfatter Poul Vad (1927-2003) indsamlede flittigt Astrid Noacks værker, som han anså for at tegne en hovedlinje i moderne dansk skulpturhistorie. 

Poul Vad var også en af hovedkræfterne i Holstebros forvandling til kulturby, og som flerårig konsulent for Holstebro stod han bag købet af kunst til byen, herunder Giacomettis Kvinde på kærre. Af denne årsag er mange borgere i Holstebro gennem årene kommet på fornavn med Astrid Noack, hvor man i byen finder flere værker af kunstneren. Blandt andet på museernes forplads, hvor Noacks portrættering af kollegaen Anna Ancher (1939) udgør centrum.

I studiesamlingen findes originalgipsen til denne berømte skulptur, som gennem udstilllingsprojektet bliver konserveret og for første gang præsenteret.

Alle er velkomne når Menneske først - Astrid Noacks Studiesamling åbner lørdag d. 16. november kl. 15:00.

Astrid Noack, Får mellem træer, 1953 
Originalgips. Foto: Lars Bay


>>Download pressefotos
(se kreditering under billederne herover)

For yderligere information kontakt venligst samlings- og forskningsinspektør, Teresa Østergaard Pedersen : toep@holstebrokunstmuseum.dk / +45 2382 6531

Udstillingsprojektet er støttet af:

bubble