Menneske først - Astrid Noacks Studiesamling
Særudstilling
Igennem 70 år har Astrid Noacks Legatfond varetaget arven efter billedhugger Astrid Noack (1888-1954). En opgave, som fonden nu, i 2024, overdrager til Holstebro Kunstmuseum i form af Astrid Noacks Studiesamling. I anledning af overdragelsen præsenterer Holstebro Kunstmuseum for første gang samlingen i sin helhed med særudstillingen Menneske først - Astrid Noacks Studiesamling.
Billedhugger Astrid Noacks (1888-1954) Studiesamling udgør tyngdepunktet for én af det 20. århundredes store og usædvanlige skikkelser i dansk kunst. Hun blev født i Ribe og uddannet billedskærer på Vallekilde Højskole i 1910. I 1935 blev Noack det eksperimenterende udstillingsfællesskab Kunstnersammenslutningen Grønningens første kvindelige medlem, en undtagelse fra sammenslutningens egne regler dengang. Og hun var igen pioner i 2006, godt nok posthumt, som eneste kvindelige kunstner i den danske Kulturkanon. Alt dette på et bagtæppe af sin håndværksuddannelse, kompromisløshed og kunstneriske integritet. Samt sin både faglige og intuitive forståelse af – og forkærlighed for – middelalderens kunst og antikkens skulpturer. Disse forbindelser bagud i tid omdannes hos Noack til en renfærdig skulptur, som dog er fuld af intensitet. Autoritativ, men aldrig påtrængende. En skulptur med en indre bevægelse, der på konstruktiv vis skyder sig opefter i figuren, hvormed den nærmest bringes til live som en sluttet form i rummet.
Man kan umiddelbart betragte denne sameksistens af modernismens formeksperimenter på den ene side og den tusindårige tradition for humanskulptur på den anden som modsætningsfyldt, men det er kun tilsyneladende. For i Astrid Noacks kunst forenes de så problemløst i volumener, akser og indlevelse, at hun formår ikke alene at vitalisere begge poler, men også at skabe et nyt tredje: et af de mest konsekvente udtryk og selvstændige kunstnerskaber i den nyere danske billedhuggerkunsts historie.
Studiesamlingen
Efter Astrid Noacks død den 26. december 1954 blev Astrid Noacks Legatfond stiftet med det formål at varetage den kunstneriske arv efter billedhuggeren. I dette ligger både at uddele Astrid Noacks Legat til yngre danske billedhuggere og forvaltningen af den fysiske arv. I år, 70 år efter og i forbindelse med den kunstneriske ophavsrets ophør, overdrager Legatfonden denne arv permanent til Holstebro Kunstmuseum. Særudstillingen og den ledsagende bogudgivelse er en markering af denne begivenhed.
Holstebro Kunstmuseum ejede i forvejen 52 inventariserede værker af Astrid Noack. Med den aktuelle tilføjelse af 88 skulpturer og 103 tegninger, som udgør Astrid Noacks Studiesamling, der siden 1982 har været langtidsdeponeret på museet – samt derudover et righoldigt arkiv bestående af kunstnerens bogsamling, et brevarkiv, værkstedsbøger og fotoarkiv – har Noacks kunstnerskab fået et blivende hjem for eftertiden. Samtlige 191 værker i Studiesamlingen ses på udstillingen med udvalgt materiale fra Noack-arkiverne. En stor del af værkerne er blevet konserveret til lejligheden og på foranledning af overdragelsen.
Bagrunden for donationen
Det gensidige forhold mellem Holstebro Kunstmuseum og Astrid Noacks Legatfond har udviklet sig gennem årene. Blandt fondens oprindelige opgaver var en af de væsentligste som nævnt at varetage den fysiske opbevaring af værkerne. Museumsmanden og kunstkenderen Knud W. Jensen, der anså Astrid Noack for at være ganske betydningsfuld, opkøbte efter stiftelsen af Louisiana en række skulpturer og tegninger af kunstneren til sit museum, hvoraf flere sidenhen er blevet overdraget til Holstebro. I forlængelse af Knud W. Jensens interesse fik Legatfonden mulighed for at opbevare sine værker på Louisiana, men efterhånden som det nordsjællandske museum voksede og i stedet orienterede sig mod det internationale kunstliv, opstod der behov for at frigøre plads.
I 1964 fik Legatfonden stillet lokaler til rådighed på Bordings Friskole, der netop havde erhvervet bygninger på Øster Søgade. Men også friskolen voksede til. Holstebro Kunstmuseums første leder, kunsthistoriker og forfatter Poul Vad (1927-2003), havde tidligere ladet antyde, at museet på sigt ville være interesseret i at overtage Legatfondens Noack-arkiv og -værker, og man havde allerede fra indsamlingens påbegyndelse i 1965 indtænkt en central plads til og repræsentation af Astrid Noack i Holstebro Kunstmuseum. Hertil var flere af Louisianas Noack-værker som nævnt blevet overført i 1976, og alle disse omstændigheder betød altså, at det endelige valg faldt på byen mod vest. Studiesamlingen – en betegnelse, museet tildelte Legatfondens Noack-samling og arkiver for i daglig tale at adskille disse fra museets egen samling – ankom til museet under museets anden leder, Jesper Knudsen. Intentionen var allerede i udgangspunktet, at kunstmuseet senere skulle overtage de mange værker og arkivet i forbindelse med ophavsrettens ophør, oprindeligt i 2004, men efter en lovændring undervejs endte året for overdragelsen af ejerskabet med at blive 70-året for Astrid Noacks død, altså 2024.
Mennesket før alt andet
Emnet for Astrid Noacks arbejde er mennesket. Ofte set i dets mest karakteristiske stilling: den frontale. Kroppens diskrete drejning, den uperfekte asymmetri i ører, øjne og skuldre samt hænders eller fødders svagt forskudte placeringer skaber en oplevet spænding i figurerne. Noacks virkemidler er så underspillede, så minimale, at skulpturerne fremstår desto mere rene, værdige og kraftfulde. Som næsten abstrakte fortællinger om menneskets sarte monumentalitet og grundvilkår udtrykt gennem klassisk figuration. Således placeret i et sjældent virkningsfuldt mellemrum mellem traditionerne og det moderne står Astrid Noacks bidrag til den danske billedhuggerkunsts historie.
De mange skitser og skulpturelle forarbejder i Studiesamlingen vidner hertil om en utrættelig kunstners arbejde med sit materiale: Igen og igen bearbejdes menneskekroppen i ler, gips, bronze, cement og sten. Kroppene udføres i skiftende skalaer og altid med den rolige og humane værdighed, der kendetegner Astrid Noacks arbejde. Hun kunne bruge mange år på at færdiggøre en skulptur og finde frem til dens helt rette vægt og fylde i rummet. Det var heller ikke unormalt, at Noack – selv efter at originalgipsen til en skulptur var blevet støbt af den første, færdige og forgængelige version i ler – greb filen og arbejdede videre. Disse såkaldte originalgipser dominerer blandt skulpturerne i Studiesamlingen, og de kendes oftest på deres karakteristiske gulnede overflader, der er resultatet af slipmidler påført i forbindelse med afstøbninger af dem i gips og bronze. Det er disse kunstneriske væsenstræk og processer, Astrid Noacks Studiesamling – og denne udstilling – vidner om.
På trods af sine skulpturers klarhed, herunder nedtoningen af individuelle træk, når der vel at mærke ikke var tale om egentlige portrætbuster, foretrak Astrid Noack altid at arbejde ud fra en levende model. Det nærværende menneskelige møde har været afgørende for billedhuggeren i den kunstneriske oversættelse af sine iagttagelser til masser og volumener. Det berømte monument over kollegaen Anna Ancher fra 1939, der er udført på baggrund af fotografier, er en markant undtagelse, men ikke desto mindre en undtagelse, og Noacks tegningsunivers befolkes i rigt mål af stående, siddende, liggende, knælende, strækkende og bærende mænd, kvinder og børn, der alle har stået lige foran hende i atelieret.
Og så er der arbejdsmoralen. I et interview i 1951 bemærkede Astrid Noack, at hun havde det lettere end malerne, fordi hendes arbejde var så fysisk krævende: ”Jeg har også den fordel fremfor f.eks. en maler, at der følger så meget manuelt arbejde med – rent og skært håndværk. Stenen skal hugges til, det koster mange timers slid, og det er sundt og fremmende for balancen. Håndværkeren i mig fryder sig over den del af arbejdet.” Og hun fortsætter: ”Hvis det først er let, er det ingenting værd mere, kunstnerisk set. Hver ny opgave er en kamp, som man må kæmpe ganske ydmygt, mens man står og erkender sin afmagt, hvor frygtelig langt der er igen, og alligevel elsker man kampen. Det er som med mennesker, man holder af.” På interviewerens afsluttende spørgsmål om, hvad der har inspireret hende mest, svarer Noack: ”Alt, hvad der er menneskeligt. Men måske især den gotiske middelalderskulptur, som er så ren og rolig.”
Noack og Holstebro
Føromtalte Poul Vad fik i 1965 til opgave at udstikke retningslinjerne for opbygningen af en kunstsamling på nationalt niveau i Holstebro. Retningslinjer, som museet stadig arbejder ud fra den dag i dag. I planen fra dengang indledte Vad med, at et af særkenderne for Holstebro Kunstmuseums samling fremover skulle være at ”koncentrere sig om en kerne af relativt få malere og billedhuggere, som til gengæld får en virkelig fyldig repræsentation, samt uden om denne kerne et antal kunstnere, hver repræsenteret med et, to eller tre arbejder. Muligheden for kunstnerisk oplevelse og for tilegnelse af maleriets og skulpturens sprog understøttes meget, når man kan se forskellige kunstnere i ’hel figur’ og virkelig får et snit af deres livsværk.”
Samlingen skulle, mente Vad, vise ”eksempler på det bedste af alle sider af den pågældende periodes danske kunst”. Han udvalgte fem kunstnere som de bærende, altså kernen i samlingen: Astrid Noack, Lauritz Hartz (1903-1987), Henry Heerup (1907-1993), Ejler Bille (1910-2004) og Erik Thommesen (1916-2008). Noack var, ligesom malerne Hartz og Heerup, figurativ i udtrykket. Hun havde skabt en stærk, personlig kunst, der hvilede i traditionen, og hun fandt sin egen vej inden for moderne skulptur i et kunstnerisk spor, der afveg fra det avantgardistiske, som var kommet ind i dansk kunst i midten af 1930’erne med Ejler Bille blandt pionererne.
Også i Holstebros byrum indtager Noack en markant plads. På pladsen foran kunstmuseet ses et af Noacks tidligere omtalte hovedværker, nemlig den for kunstneren usædvanlig monumentale portrættering af Anna Ancher (1939). Længere væk fra museet står værket Knælende dreng (1942), opstillet i 1966, og Kvinde med klæde (1944) knejser ved Vegen Å.
Bevaring og formidling
Særudstillingen Menneske først – Astrid Noacks studiesamling hviler på et omfattende konserveringsarbejde, der har gjort det muligt at kunne udstille mange af værkerne for første gang - eksempelvis originalgipsen til Noacks berømte statue af Anna Ancher (1939) og tre forskellige forarbejder i gips til det livsbekræftende hovedværk ”Ung mand der planter er træ” (1943-52). Hertil har ingen af tegningerne tidligere været udstillet.
Udstillingsarkitekt Johan Carlsson, JAC Studios, står bag designet af udstillingens iscenesættelse, podier og inventar. Sammen med tegnestuen arbejder Holstebro Kunstmuseum på, at Menneske først – Astrid Noacks studiesamling kommer til at sætte sig blivende spor i huset, idet inventaret efterfølgende skal genbruges i en fast præsentation af studiesamlingen.
Film om konserveringsarbejdet
Siden efteråret 2023 og frem mod at udstillingen skulle åbne har skulpturkonservator Therese Gry Asla fra Kunstkonserveringen været i gang med at stabilisere og restaurere mange af skulpturerne i Astrid Noacks Studiesamling. Som månederne er gået, har hun på den måde oparbejdet et kendskab til Astrid Noacks teknikker og processer, som på udstillingen bliver formidlet i form af dokumentarfilmen Reversibel - Konserveringen af Astrid Noacks Studiesamling.
243 Noack-værker i bogform
I forbindelse med udstillingen, og for at markere tilføjelsen af studiesamlingens 191 arbejder til de 52 værker af kunstneren, Holstebro Kunstmuseum i forvejen ejer, udgiver museet en gennemillustreret bog over samtlige 243 værker af Astrid Noack i museets samling. Bogen er designet i samarbejde med Spine Studio og kunstfotograf Lars Bay står bag nyfotograferingen af samlingen. Trykt af Narayana Press. Den er 344 s. og rummer en biografi og i alt tre artikler af billedkunstnerne Hein Heinsen og Martin Erik Andersen samt en fagfællebedømt artikel af kunsthistoriker Mette Haakonsen.
Bogen kan købes i museumsbutikken eller bestilles via museets webshop.
Astrid Noacks Legatfond
Astrid Noacks Legatfond blev stiftet af kunstnerens familie i 1955, året efter kunstnerens død, med det formål at forvalte arven efter Noack. Dette har indebåret ejerskabet til studiesamlingen, der nu overgår til museet, men indebærer også uddelingen af Astrid Noacks Legat.
Legatet uddeles som en hæder til primært unge og primært danske billedhuggere, og virker dermed til støtte for udviklingen af den danske skulpturtradition. Astrid Noacks Legatfond har uddelt legatet siden 1956. Den første modtager var billedhuggeren, og nær ven af Astrid Noack, Erik Thommesen (1916-2008). I 1983 blev legatet uddelt på Holstebro Kunstmuseum første gang, og fra 1985 har legatmodtagerne også haft mulighed for at præsentere værker i et begrænset omfang i forbindelse med overrækkelsen eller at udstille på museet.
Astrid Noacks Legatfonds bestyrelse består af formand Janus Noack og billedkunstnerne Ellen Hyllemose, Anders Bonnesen og René Schmidt.
Samarbejdspartnere
Holstebro Kunstmuseum ønsker at rette en stor tak til Astrid Noacks Legatfond og Noack-familien for den udtalte generøsitet og tillid, de har vist museet gennem årene. Tak for samarbejdet til fondens bestyrelse bestående af formand Janus Noack samt billedkunstnerne Ellen Hyllemose, Anders Bonnesen og René Schmidt samt også tidligere medlemmer af fondsbestyrelsen. En særlig tak for at stille deres store viden til rådighed til tidligere formand for Legatfonden Astrid Vestergaard, Astrid Noacks grandniece, samt kunsthistoriker og Noack-specialist Hanne Pedersen.
Udstillingen er realiseret i samarbejde med udstillingsarkitekt Johan Carlsson og JAC Studios. Den ledsagende bogudgivelse, der dokumenterer Studiesamlingen i sin helhed, indeholder perspektiverende artikler af billedkunstnerne Hein Heinsen og Martin Erik Andersen, begge tidligere professorer på Det Kongelige Danske Kunstakademi, samt kunsthistoriker Mette Haakonsen.
Udstilling og bog er støttet af
”Hvis det først er let, er det ingenting værd mere, kunstnerisk set. Hver ny opgave er en kamp, som man må kæmpe ganske ydmygt, mens man står og erkender sin afmagt, hvor frygtelig langt der er igen, og alligevel elsker man kampen. Det er som med mennesker, man holder af.”
Interview med Astrid Noack, 1951
