GNIST - J.F Willumsen / Olivia Holm-Møller / Asger Jorn

OM UDSTILLINGEN (20. november 2021 – 20. februar 2022)

Udstillingen tegner et indlevende portræt af tre betydningsfulde og egensindige danske kunstnere, som her for første gang sættes stævne. Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958), Olivia Holm-Møller (1875-1970) og Asger Jorn (1914-1973) har hver især leveret væsentlige bidrag til det 20. århundredes kunstneriske udvikling. Slægtskabet mellem de tre kan spores i farvens udtrykskraft og figurernes energifyldte udfoldelse i værkerne. Eksistensens grundvilkår og menneskets forhold til historie, myte, landskab og kosmos er et gennemgående motiv hos dem alle. Ligeledes deler de et internationalt udsyn. Som en tidslinje rækker GNIST fra figurativ til abstrakt kunst gennem trekvart århundrede med det ekspressive som omdrejningspunkt. Med udstillingen indskrives Willumsen, Holm-Møller og Jorn i en ny sammenhæng, der samtidig demonstrerer deres mod til at gå egne veje i kunsten. Men også modet til banalitet og excentricitet samt til selv at definere målestokken for egen succes.

ET TINDRENDE KUNSTNERMØDE MELLEM TRE ENERE
De to mænd og ene kvinde udgør et triumvirat i den danske ekspressive kunst, hvor kolorismen dyrkes som maleriets primære virkemiddel. Et værk af Olivia Holm-Møller optræder i første nummer af kunsttidsskriftet Helhesten (1941), som Asger Jorn var med til at udgive, og som netop ønskede at promovere en malerisk opfattelse, der var præget af frigørelse af farven i forhold til tegning og komposition. Holm-Møller havde for sin del et af sine største forbilleder i den tolv år ældre Willumsen. Alle tre får de museer i eget navn – Willumsens Museum i Frederikssund, Museum Jorn i Silkeborg og det nu hedengangne Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet, hvis samlinger i dag har hjemsted på Holstebro Kunstmuseum.

De tre kunstnere har alle en viljestærk orientering mod en virkelighed, der er større og dybere end den umiddelbart synlige. De er rejsende kunstnere hvis billedproduktion er fuld af vital livsudfoldelse, energi og internationalt udsyn. Olivia Holm-Møller er den mest underbelyste af de tre, og står for så vidt fortsat i skyggen af de to øvrige, der må betragtes som velbeskrevne fyrtårne i dansk kunsthistorie. Og det på trods af hendes originale kunstneriske ståsted samt, ikke mindst, kunstpressens lovprisninger i hendes samtid. ”Hun er en søjle i ørkenen, som alle bøjer sig for – og derpå glemmer”, skrives der symptomatisk i Social-Demokraten i 1954 om ”Willumsens jævnbyrdige”.

Olivia Holm-Møller er nærværende udstillings anker og afsæt, hvormed det også er ønsket at rette et strategisk og fornyet fokus på oversete aspekter af dansk modernisme. Som sådan er det ikke ubeskrevne kunstneres arbejde, der vises på udstillingen, men derimod et nyt perspektiv på livsværkernes indbyrdes forhold og fortsatte radikalitet – på skaberkraft, gnistrende ursymbolik og kosmisk energi; på figuration og abstraktion; personlige iagttagelser og maleriske indsigter.