Balinesisk traditionel kunst

Ejler Bille & Agnete Therkildsens balinesiske samling

Billes egen abstrakt-surrealistiske kunst var på dette tidspunkt allerede repræsenteret på museet. Og fordi Vad med museets samling ønskede at skabe rum for kunstneriske dialoger på tværs af tid og sted, var beslutningen om en overdragelse oplagt. Den balinesiske samling peger i dén forstand på de forbindelser, kunstneriske som menneskelige, der eksisterer mellem en modernistisk avantgardekunstner
og den traditionelle balinesiske kunst.

Allerede fra museets åbning i 1967 indgik et lånt udvalg af billedhugger Poul
Holm Olsens samling af traditionel afrikansk kunst i den faste udstilling. Men Bille og Therkildsens balinesiske samling var den første med rødder uden for den vestlige kulturkreds, der formelt blev inventariseret på museet..

Bille overdrog den sidste genstand til Holstebro Kunstmuseum i 1998, og 53 genstande blev sidenhen overdraget i forlængelse af Billes død i 2004. Samlingen omfatter i dag alt 213 hovednumre. Bag numrene gemmer der sig et helt univers befolket af bemalede
træfigurer af guder, helte og dæmoner, masker, tempelinventar, billedtæpper, astronomiske kalendere og skyggespilsfigurer.

Dans og drama

Balis mange former for dans og drama spiller en helt afgørende rolle. De blev udviklet i 1000-tallet, da hinduerne kom til øen og blandede sig med den oprindelige kultur. I 1500-tallet kom endnu en bølge bestående af aristokrater og kunstnere, der flygtede fra
Java og de muslimske fyrster. De medbragte deres gamle hindu-javanesiske
hofkultur, hvilket kan spores i en sofistikeret koreografi og maskekunst, fremførelse med litterært forlæg samt de såkaldte gamelan-orkestres mangfoldighed i melodi- og rytmestrukturer.

Selvom Indonesiens hinduer udgør et nationalt mindretal, så er hele 85% af balineserne hinduer med en hybrid ritualpraksis, der også har indoptaget elementer fra Aga-animisme og indisk buddhisme.

En del af genstandene i samlingen kan tilskrives folkekunsten, som den skabes i øens bjergrige egne. Denne hverdagslige kunst har en anderledes karakter end lavlandets raffinerede hofkunst – skønt de er forbundne, også i udøvelsen, og fortæller om en sammensat kultur, hvor liv, mytologi og kunst er helt uadskillelige

En verden, hvor alt har sin plads

Bali er hinduistisk i modsætning til resten af Indonesien, der er muslimsk. Hinduismen kom til Bali i det 5. århundrede og omkring år 1500 var de fleste balinesere hinduer. Den balinesiske hinduisme er en syntese af øens oprindelige stammereligion og javanesisk hinduismen, hvor dyrkelsen af Shiva, der både er frugtbarhedsgud og den store ødelægger, er central.

Hinduerne på Bali lever i en verden, hvor alt har sin plads. Den bygger på modsætningen mellem Kaja og Kelod. Kaja betegner retningen mod bjerget, hvor guderne holder til, og Kelod betegner retningen mod havet, hvor dæmonerne og det onde hører til. Midt i mellem lever menneskene. Denne opfattelse viser sig også i templernes opbygning. De består af 3 gårde, der repræsenterer hvert af de 3 områder.

Balineserne dyrker mange guder. Men i realiteten ser de alle guderne som forskellige sider af én højeste gud Sanghyang Widi Wasa: I formen Ris Dewi Sri er den frugtbarhedsgud og knyttet til bjerget, og i formen Dewa Baruna er den ødelæggeren og knyttet til havet.

Balineserne laver ikke fremstillinger af deres guder. I mange templer er der en helligdom med 3 tomme sæder til Shiva, Brahma og Vishnu. Her forestiller man sig, at de tager plads under ceremonien.

Skyggespil, Wayang-Kulit

En af måderne, religionsudøvelsen visualiseres på, er gennem skyggespillet (Wayang Kalit) og gennem de mange danse, som er rettet mod dæmoniske kræfter. Danserne bærer masker og kostumer, der identificerer dem som en sagnomspunden, løvelignende skabning Barong, der kan forjage onde ånder, eller som Ranga det onde selv.

Wayang kom i 2003 på UNESCOs liste over immateriel verdensarv og udgør en rig og levende tradition på Bali, Java og Lombok. Ordet wayang betyder egentlig ’skygge’ eller ’fantasi’ på javanesisk, men bruges som betegnelse for både den enkelte dukke og selve teaterformen. Kulit betyder ’skind’ eller ’hud’ og henviser til dén form for wayang, hvor figurerne er flade og skabt af bøffellæder.

Ejler Bille og Agnete Therkildsens balinesiske samling rummer i alt 10 forskellige wayang-karakterer. I montren vises fire af dem belyst bagfra på samme måde som til forestillingerne. Som regel er der kun én lyskilde bag lærredsstoffet, som kan bestå af alt fra glødepærer til olielamper. Wayang opføres om aftenen og natten og kan vare helt op til ni timer. Dalangen, dukkeføreren, styrer selv alle dukkerne, og dramaet akkompagneres af det uundværlige gamelan-orkester. Selvom publikum kun ser silhouetterne, er figurerne respektfuldt og kunstfærdigt udført med rige udskæringer, bemalinger og forgyldninger.

Wayang handler oftest om striden mellem godt og ondt og trækker på hinduistisk mytologi og heltedigtning, som deles af balineserne. Overordnet set findes der to hovedkilder: Det indiske Ramayana-epos (sanskrit for ’beretningen om Rama’) fra ca. 400-200 f.v.t., der udgøres af 24.000 dobbeltvers fordelt på syv bøger samt sanskritdigtet Mahabharata (’den store Bharata-slægt’), som er et heltedigt fra ca. 400 f.v.t.-400 e.v.t. og består af ca. 100.000 dobbeltvers fordelt på hele 19 bøger. Selvom Mahabharata er en heltehistorie, er den fuld af religiøse belæringer samt etiske og filosofiske overvejelser, hvor hovedtemaet er opfyldelsen af den evige lovmæssighed, dharma. Blandingen af eventyr og spirituel vejledning gør den populær og velegnet til filmatiseringer, danse, tv-serier, dramatik og sange.

Træsnit og malerier

Den balinesiske træskærerkunst omfatter relieffer og fritstående figurer og forestiller hovedsageligt dæmoner, helte og lokale guddomme. Pavilloner dekoreres ofte med en garuda – solørnen der er Vishnus ridedyr – eller med en bevinget løve – en singha. Begge figurerne anses for at være lykkebringende. Andre populære træskulpturer er abehelten Hanuman fra det store hinduistiske epos Ramayana, og små Sri-figurer som beskytter rishøsten.

Malerierne er gobelinagtige tegneserier, der ofte anvendes til tempeludsmykning. De viser scener fra sagnene eller er religiøse kalendere med motiver fra det hellige Wuku-års 210 heldige og uheldige dage. På templets vægge er ophængt smalle løbere (Ider-Ider), der kan være bemalet med religiøse og mytologiske skildringer.