Alberto Giacometti - Paris sans fin 1958-65
Samling
Alberto Giacometti (1901-66) var ikke blot skulptør, men også en fremragende maler, tegner og grafiker. Idéen til det grafiske hovedværk Paris sans fin bliver født under et møde med forlæggeren Tériade, hvor Giacometti ved synet af den franske hovedstads travle gadeliv efter et cafébesøg udbryder: ″Ah! Paris … endeløse Paris!″.
Mod slutningen af sit liv arbejder Giacometti ihærdigt på bogværket, der består af i alt 150 originallitografer. Bogen udgives posthumt i 1969, og dens tekst og billeder er et passioneret vidnesbyrd om det sted, han elskede mest – Paris.
Litografierne udgør tilsammen en billedmæssig, nærmest filmisk hverdagsvandring gennem byens gader og pladser. De beretter om samvær med kvindelige bekendtskaber samt besøg på det naturhistoriske museum og det litografiske værksted l’Atelier Mourlot. Der optræder offentlige monumenter samt café- og barscener fra Montparnasse med cigaretautomater og absint. En række af de litografiske blade forestiller atelierets intime arbejdsrum.
Litografiet som medium
Giacometti vælger litografiet som medium, fordi teknikken tillader ham at give skildringerne af Paris et umiddelbart og skitseagtigt præg, der stemmer overens med den pulserende storbys hastighed og rytme. I modsætning til størstedelen af hans produktion, som skabes langsommeligt i atelieret, udarbejder Giacometti flere af motiverne til det grafiske værk på stedet ved brug af farvekridt på overførselspapir.
Giacomettis karakteristiske skulpturkunst
Paris sans fin er, ligesom skulpturarbejderne, en udforskning af rumlige relationer. Den tegnede streg fikserer ikke motiverne med et lukket omrids, men udtrykker i stedet dynamiske overgange i forhold til omgivelserne. I det hele taget ønsker Giacometti med sin kunst at indfange det essentielle i synsoplevelsen, hvorfor afstanden mellem motiv og betragter bliver en del af værkets endelige form. ″Jeg gengiver, hvad jeg ser″, udtaler han ofte. Trods udviskningen af detaljer og individuelle særtræk giver figurtegningen ikke desto mindre en stærk fornemmelse af fysisk og psykisk nærvær.
″Jeg gengiver, hvad jeg ser″, udtalte Giacometti ofte. Trods udviskningen af detaljer og individuelle særtræk giver figurtegningen ikke desto mindre en stærk fornemmelse af fysisk og psykisk nærvær.
