Anna Thommesen
Samling
Anna Thommesen (1908-2004) var selvlært – både som væver og kunstner. Allerede som barn malede hun, men fra 1940’erne blev vævningen hendes foretrukne udtryksmiddel. Thommesen købte en væv og lærte sig hertil at farve garn ved at bruge naturens planter.
Udstillingen her viser Thommesens værker fra 1940’erne til 1990’erne i udvalg. Man kan følge processen fra akvarel og mønster-tegning over garnprøve til færdigt tæppe og se eksempler på hendes garnkort.
Ud af de i alt 53 akvareller, som befinder sig i museets eje, er størstedelen udført som forlæg til både kendte og ukendte tæpper rundt om i Danmark. De små akvareller kan imidlertid, med deres koloristiske raffinement og ornamentfantasi, betragtes som værker i egen ret, og et udvalg af disse kan også opleves i udstillingen.
Geometri og symmetri
I 1943 debuterede Anna Thommesen med kludetæpper på Kunstnernes Efterårsudstilling, og i 1952 blev hun medlem af kunstnersammenslutningen Martsudstillingen på opfordring af gruppens malere, der så maleriske kvaliteter i hendes arbejde. I starten var hendes mønstre domineret af geometriske former i kompositioner, der ofte fandt inspiration i oprindelige kulturers udtryk, såsom eksempelvis peruvianske tæpper.
Op gennem 1970’erne og fremefter indtræffer en stadigt højere grad af enkelthed samt en monokrom kolorit, hvor en enkelt farve dominerer og modelleres med stor præcision. Hos Thommesens er mønstrene oftest symmetriske omkring både den lodrette og vandrette akse.
Naturens metaforik
Thommesens billedtæpper er helt abstrakte, men bærer gennem garnets uld og plantefarverne, samt titler såsom Taks eller Vinter, helt konkrete henvisninger til den natur, de alligevel synes så forbundne med.
De bliver poetiske metaforer for det danske landskab, hvor kornmarkers opdeling, solnedganges farvetoner og havets bølger og horisontlinjer udgør naturens ornament.
Thommesen udstillede altid selv sine værker som væghængte objekter. Som sådan kan man sige, at de befinder de sig et sted mellem maleriets flade og kunsthåndværkets objekt. Der findes imidlertid flere eksempler på, at de også har tjent som gulvtæpper og dermed antaget en mere distinkt brugskarakter.
Farvens rytmik
Når Anna Thommesen indledte sin arbejdsproces, begyndte hun med farven. Farven betingede tæppets rytmik og skabte derved en indre sammenhæng, hvori farve og mønster holder hinanden i balance og danner en harmonisk helhed.
Thommesen malede først en akvarel af det tæppe, hun skulle til at væve. Herefter en teknisk mønstertegning på millimeterpapir med angivelse af mål og, en gang imellem, notater om farver og farvekoder.
Anna Thommesen har lavet en række markante udsmykninger såsom til Den gamle Landstingssal på Christiansborg (1969-72) samt altertæppe, knæfald og antependium til Roskilde Domkirke (1977). På Holstebro Rådhus findes ligeledes flere af hendes tæpper.
Thommesens billedtæpper er helt abstrakte, men bærer gennem garnets uld og plantefarverne, samt titler såsom Taks eller Vinter, helt konkrete henvisninger til den natur, de alligevel synes så forbundne med.
