Martsudstillingen 1951-1982
Samling
Martsudstillingen var én af det 20. århundredes markante, danske kunstnersammenslutninger. Forenet i troen på kunstens traditionsforbundne natur søgte dens medlemmer bag om tidens fremherskende stilretninger og kunstpolitiske grupperinger.
Martsudstillingen repræsenterede således et brud med den avantgardisme, som to af sammenslutningens initiativtagere, Ejler Bille og Erik Thommesen, havde været med til at promovere i 1930’erne og 1940’erne. Ligeledes advokerede flere af medlemmerne kraftigt for deres holdninger i offentligheden, og i godt 30 år satte Martsudstillingen dermed et vigtigt præg på dansk kunstliv.
På billedet ses de udstillende kunstnere fra Martsudstillingen i 1965. Fra venstre: Ejler Bille, Agnete Madsen, Arne Johannesen, Anna Thommesen, Erik Thommesen, Knud Lollesgaard, Poul Ekelund, Jeppe Vontillius og Viggo Jensen.
Et personligt og menneskeligt anliggende
Med Martsudstillingen som idémæssigt og praktisk omdrejningspunkt lagde dens kunstnere vægt på den sansede virkelighed i et søgende, stilfærdigt og eftertænksomt udtryk. På det intime og kultiverende. Det var ifølge medlemmerne netop i dette forhold, at kunsten foldede sig ud som et personligt og menneskeligt anliggende. Homogenitet, stabilitet og integritet var faste kendetegn.
Martsudstillingens medlemmer
Martsudstillingen bestod af: Ejler Bille, Poul Ekelund, Viggo Jensen, Arne Johannesen, Harald Leth, Knud Lollesgaard, Agnete Madsen, Anna Thommesen, Erik Thommesen, Gertrud Vasegaard, Åge Vogel-Jørgensen og Jeppe Vontillius. Albert Mertz, Astrid Noack og Erik Ortvad var i kortere eller længere tid tilknyttet eller medlemmer af sammenslutningen. Udstillingen viser værker af udvalgte kunstnere fra Martsudstillingen.
Martsudstillingens historie
Martsudstillingen blev dannet i 1951 på initiativ af Ejler Bille og Erik Thommesen. Fra begyndelsen var sammenslutningen tænkt som et alternativ til tidens andre kunstner-sammenslutninger, blandt andre Cobra, hvor Ejler Bille og Erik Thommesen havde været medlemmer.
I de forberedende møder deltog ud over Ejler Bille og Erik Thommesen bl.a. maleren Harald Leth og billedhuggeren Astrid Noack . Den første Martsudstilling fandt sted i marts måned 1951.
Martsudstillingen reagerede på Cobra-bevægelsens dyrkelse af det primitive og spontane. Martsudstillingen så desuden Cobras og andre kunstnersammenslutningers mange formeksperimenter som eksperimenter for eksperimentets skyld og ikke som kilde til en ny kunstnerisk kreativitet.
Martsudstillingen søgte i en anden retning. Væk fra ideen om kunsten som værende i evigt oprør med det bestående. I stedet søgte medlemmerne et ståsted i traditionen, hvor det var indholdet og ikke det ydre formudtryk, der var det vigtigste.
I modsætning til mange andre kunstnersammenslutninger kunne Martsudstillingen derfor rumme både abstrakte og figurative kunstnere. Og der herskede heller ikke de traditionelle skel mellem kunsthåndværk og anden kunst i Martsudstillingen. Således optog man senere væveren Anna Thommesen og keramikeren Gertrud Vasegaard som medlemmer. Inden da var bl.a. maleren Viggo Jensen blevet medlem. Et fællestræk ved Martsudstillingen var, at kunstnernes motiver ofte var forbundet med naturen, også selv om nogle af kunstnerne arbejdede med et abstrakt formsprog.
Et andet fællestræk var, at det kunstneriske håndværk og den kunstneriske proces var centrale. For flere af gruppens kunstnere havde selve den kunstneriske proces karakter af noget meditativt. Der var ofte tale om lange og møjsommelige arbejdsprocesser og en selvvalgt isolation.
Martsudstillingen var fra begyndelsen en tæt sluttet kreds af kunstnere. De kunstnere, der blev medlemmer var – for de flestes vedkommende – trofaste og vedblev med at udstille helt frem til sammenslutningens sidste udstilling i 1981.
Albert Mertz var medlem i 1959. I værker fra netop dette år ses naturens farver og former, og der er for en meget kort tid slægtskab med Martsudstillingens kunstnere. Men Albert Mertz ville nyt og rejste snart til Paris. Han blev her optaget af tidens internationale strømninger som popkunst og Op Art. Med årene udviklede Albert Mertz en personlig, konceptuelt baseret kunst – meget genkendelig i kraft af den særlige røde og blå farve, som han havde forkærlighed for.
