Astrid Noacks Studiesamling

Mennesket før alt andet

Emnet for Astrid Noacks arbejde er mennesket. Ofte set i dets mest karakteristiske stilling: den frontale. Kroppens diskrete drejning, den uperfekte asymmetri i ører, øjne og skuldre samt hænders eller fødders svagt forskudte placeringer skaber en oplevet spænding i figurerne. Noacks virkemidler er så underspillede, så minimale, at skulpturerne fremstår desto mere rene, værdige og kraftfulde. Som næsten abstrakte fortællinger om menneskets sarte monumentalitet og grundvilkår udtrykt gennem klassisk figuration. Således placeret i et sjældent virkningsfuldt mellemrum mellem traditionerne og det moderne står Astrid Noacks bidrag til den danske billedhuggerkunsts historie.

På trods af sine skulpturers klarhed, herunder nedtoningen af individuelle træk, når der vel at mærke ikke var tale om egentlige portrætbuster, foretrak Astrid Noack altid at arbejde ud fra en levende model. Det nærværende menneskelige møde har været afgørende for billedhuggeren i den kunstneriske oversættelse af sine iagttagelser til masser og volumener. Det berømte monument over kollegaen Anna Ancher fra 1939, der er udført på baggrund af fotografier, er en markant undtagelse, men ikke desto mindre en undtagelse, og Noacks tegningsunivers befolkes i rigt mål af stående, siddende, liggende, knælende, strækkende og bærende mænd, kvinder og børn, der alle har stået lige foran hende i atelieret.

^{Astrid Noack sidder model, Maison Watteau, 1929}

Mennesket Noack
At mennesket er centrum for Noacks kunst er et kunstnerisk valg, der afspejler Noack selv. Som 32-årig rejste hun håbefuldt til Paris i år 1920, blev gravid og fik sit barn, som hun siden mistede, alene. I sin søgen efter sit kunstneriske jeg levede Noack rig på relationer, men fattig på fornødenhed.

Og så er der arbejdsmoralen. I et interview i 1951 bemærkede Astrid Noack, at hun havde det lettere end malerne, fordi hendes arbejde var så fysisk krævende: "Jeg har også den fordel fremfor f.eks. en maler, at der følger så meget manuelt arbejde med – rent og skært håndværk. Stenen skal hugges til, det koster mange timers slid, og det er sundt og fremmende for balancen. Håndværkeren i mig fryder sig over den del af arbejdet." Og hun fortsætter: "Hvis det først er let, er det ingenting værd mere, kunstnerisk set. Hver ny opgave er en kamp, som man må kæmpe ganske ydmygt, mens man står og erkender sin afmagt, hvor frygtelig langt der er igen, og alligevel elsker man kampen. Det er som med mennesker, man holder af." På interviewerens afsluttende spørgsmål om, hvad der har inspireret hende mest, svarer Noack: "Alt, hvad der er menneskeligt. Men måske især den gotiske middelalderskulptur, som er så ren og rolig."

^{Portræt sammen med Ung mand, der planter et træ}

Baggrunden for donationen

Det gensidige forhold mellem Holstebro Kunstmuseum og Astrid Noacks Legatfond har udviklet sig gennem årene. Blandt fondens oprindelige opgaver var en af de væsentligste som nævnt at varetage den fysiske opbevaring af værkerne. Museumsmanden og kunstkenderen Knud W. Jensen, der anså Astrid Noack for at være ganske betydningsfuld, opkøbte efter stiftelsen af Louisiana en række skulpturer og tegninger af kunstneren til sit museum, hvoraf flere sidenhen er blevet overdraget til Holstebro. I forlængelse af Knud W. Jensens interesse fik Legatfonden mulighed for at opbevare sine værker på Louisiana, men efterhånden som det nordsjællandske museum voksede og i stedet orienterede sig mod det internationale kunstliv, opstod der behov for at frigøre plads.

I 1964 fik Legatfonden stillet lokaler til rådighed på Bordings Friskole, der netop havde erhvervet bygninger på Øster Søgade. Men også friskolen voksede til. Holstebro Kunstmuseums første leder, kunsthistoriker og forfatter Poul Vad, havde tidligere ladet antyde, at museet på sigt ville være interesseret i at overtage Legatfondens Noack-arkiv og -værker, og man havde allerede fra indsamlingens påbegyndelse i 1965 indtænkt en central plads til og repræsentation af Astrid Noack i Holstebro Kunstmuseum. Hertil var flere af Louisianas Noack-værker som nævnt blevet overført i 1976, og alle disse omstændigheder betød altså, at det endelige valg faldt på byen mod vest.

Studiesamlingen – en betegnelse, museet tildelte Legatfondens Noack-samling og arkiver for i daglig tale at adskille disse fra museets egen samling – ankom til museet under museets anden leder, Jesper Knudsen. Intentionen var allerede i udgangspunktet, at kunstmuseet senere skulle overtage de mange værker og arkivet i forbindelse med ophavsrettens ophør, oprindeligt i 2004, men efter en lovændring undervejs endte året for overdragelsen af ejerskabet med at blive 70-året for Astrid Noacks død, altså 2024. 

Astrid Noack og Holstebro

Føromtalte Poul Vad fik i 1965 til opgave at udstikke retningslinjerne for opbygningen af en kunstsamling på nationalt niveau i Holstebro. Retningslinjer, som museet stadig arbejder ud fra den dag i dag. I planen fra dengang indledte Vad med, at et af særkenderne for Holstebro Kunstmuseums samling fremover skulle være at ”koncentrere sig om en kerne af relativt få malere og billedhuggere, som til gengæld får en virkelig fyldig repræsentation, samt uden om denne kerne et antal kunstnere, hver repræsenteret med et, to eller tre arbejder. Muligheden for kunstnerisk oplevelse og for tilegnelse af maleriets og skulpturens sprog understøttes meget, når man kan se forskellige kunstnere i ’hel figur’ og virkelig får et snit af deres livsværk.” 

Samlingen skulle, mente Vad, vise ”eksempler på det bedste af alle sider af den pågældende periodes danske kunst”. Han udvalgte fem kunstnere som de bærende, altså kernen i samlingen: Astrid Noack, Lauritz Hartz (1903-1987), Henry Heerup (1907-1993), Ejler Bille (1910-2004) og Erik Thommesen (1916-2008). Noack var, ligesom malerne Hartz og Heerup, figurativ i udtrykket. Hun havde skabt en stærk, personlig kunst, der hvilede i traditionen, og hun fandt sin egen vej inden for moderne skulptur i et kunstnerisk spor, der afveg fra det avantgardistiske, som var kommet ind i dansk kunst i midten af 1930’erne med Ejler Bille blandt pionererne. 

Også i Holstebros byrum indtager Noack en markant plads. På pladsen foran kunstmuseet ses et af Noacks tidligere omtalte hovedværker, nemlig den for kunstneren usædvanlig monumentale portrættering af Anna Ancher (1939). Længere væk fra museet står værket Knælende dreng (1942), opstillet i 1966, og Kvinde med klæde (1944) knejser ved Vegen Å. 

Astrid Noacks Legatfond

Astrid Noacks Legatfond blev stiftet i 1955, årets efter kunstnerens død. Fondets formål er at forvalte arven efter Noack ved at hædre unge danske billedhuggere gennem legatuddelinger - og dermed virke til støtte for udviklingen af den danske skulpturtradition.

Astrid Noacks Legat uddeles i dag som en anerkendelse af danske kunstnere, der arbejder i krydsfeltet mellem skulptur, rum, sanselighed og krop. I forhold til maleriet har den rumlige kunst i Danmark historisk set haft færre udøvere og aftagere, hvilket til tider har givet den vanskelige betingelser. Dette levede Noack blandt andet med under de beskedne levnedskår, der blev hende til del. 

I dag giver installationer og værker, der inddrager mange forskellige medier på én gang, nye og vide rammer for den rumlige kunst. Uddelingen af Astrid Noacks Legat udgør derfor også en anledning til at sætte fokus på udviklingen, nybruddene og perspektiverne inden for dansk skulptur. Ikke mindst gennem udstillinger med helt nye værker af nogle af de allerbedste unge kunstnere.