Mødestedet

Samling

Den første samlingspræsentation, man møder på Holstebro Kunstmuseum, folder sig ud i Færchs Villa. Gennem en række genstande i vægkassetter bliver man her introduceret til de forskellige lag i Holstebro Kunstmuseums samling.

Holstebro Kunstmuseums samling indeholder i sin totalitet adskillige mindre samlinger, der er kommet til undervejs i museets historie. Som oftest i form af generøse donationer fra passionerede kendere, der har ønsket, at deres væsentlige og afholdte samlinger skulle komme os alle til gavn, lærdom og glæde. Som eksempler på sådanne ''samlinger i samlingen'' er Poul Holm Olsens samling af traditionel afrikansk kunst, Ejler Bille og Agnete Therkildsens samling af balinesisk kunst samt antropolog Mette Kvist Jørgensens donation til museet af peruviansk kunst udført af Shipibo-Conibo-indianerne – for blot at nævne nogle få.

På trods af store forskelle i tid og geografi ses de globalt orienterede samlinger fra blandt andet Vestafrika, Mexico, Bali og Indien side om side med værker af kunstnere fra museets kernesamling af dansk modernisme samt museets store samlingsgruppe af dansk kunsthåndværk i form af keramik og glas.

De mange og åbenlyse forskelle til trods, er der også noget, der samler: Viljen til at fortolke og bearbejde den menneskelige figur, og den menneskelige skala, i kunstnerisk form og i overensstemmelse med egne kulturelle traditioner og visioner for nybrud.

Væggen fungerer som et mødested for forskellige tider, verdensdele og udtryksformer.
bubble