Mælkeøje - Uffe Isolotto

Holstebro Kunstmuseum præsenterer den hidtil største museumsudstilling af den danske billedkunstner Uffe Isolotto (f. 1976). Udstillingen Mælkeøje er hans første kommissionerede projekt, siden han repræsenterede Danmark på den 59. Venedig Biennale i 2022. 
Uffe Isolottos Mælkeøje er en omfattende totalinstallation, skabt specifikt til kunstmuseets Færchfløj. Her er udstillingssalene blevet forvandlet til hovedkvarteret for en mystisk kult. Udstillingens fiktive verden er inspireret af æstetikken fra 1970'ernes kollektiver og retro-futuristisk teknologi. Der introduceres elementer af voyeurisme og autoritær overvågning. 
Hver udstillingssal udgør en scene i en gradvist udfoldet fortælling om et rekrutteringscenter med opholdsarealer, genopdragelsesrum og forsamlingslokaler. Vi befinder os 
som besøgende i en fejlslagen retrotopi, hvor der gribes 
tilbage til fortiden for at finde trøst, styrke og fællesskab. 
Et iscenesat drama om en fremtid forestillet i fortiden. 


I kraft af en sansemættet blanding af skulptur, scenografi, duft og lyd, får vi i Mælkeøje indtryk af en fiktiv organisation, der er dedikeret til rituelle handlinger og demontering af sprogets logik. Sprogbrugen er ofte et redskab til ensretning og kontrol. Men i form af en pamflet – en skriftlig kilde fra udstillingens fiktive verden – og skilte med forskellige typer af tegnsætning, anvendes sproget i denne sammenhæng som en mulighed for at øve poetisk og ideologisk modstand. 
Ved at referere til kultens og de politiske bevægelsers kommunikationstaktikker, undersøger Uffe Isolotto tegnenes, symbolernes og metaforernes magt i vores egen samtid.    
Centralt i udstillingen optræder en skulptur af en ung pige, der fremtræder som en blanding af et alter og en avatar – en virtuel stedfortræder. Hendes kobberrøde hår indrammer et opadvendt ansigt med slørede øjne og et ulæseligt udtryk. 
Skulpturen er en profetisk skikkelse, et sindbillede på det sted, hvor alternative fortider og spekulative fremtider mødes.

>h4>Uffe Isolotto (f. 1976) dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007. Hans værker beskæftiger sig primært med en teknologisk virkelighed i hastig udvikling, og det kunstneriske virke indbefatter fysiske og digitale skulpturer, installationer og tidsbaserede medier. Især ønsker kunstneren gennem forskellige bearbejdninger af den sammensatte krop at udfordre etablerede distinktioner mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, det biologiske og syntetiske. På denne måde placerer Uffe Isolottos praksis sig i en posthuman tilstand, hvor mennesket i stigende grad er fremmedgjort både i forhold til naturen og sine egne teknologiske frembringelser.
Uffe Isolotto har deltaget i udstillinger på blandt andet ARKEN Museum for Samtidskunst, Den Frie Udstillingsbygning, Nikolaj Kunsthal, Tranen – Rum for Samtidskunst, O-Overgaden, og Malmö Konsthall. Hans værker har hjemsted i de permanente samlinger på Statens Museum for Kunst og Holstebro Kunstmuseum. I 2022 præsenterede Uffe Isolotto We Walked the Earth til den danske pavillon som en del af den 59. Venedig Biennale. Permanente udsmykninger findes på bl.a. Vendsyssel Teater, AAU Campus Øst samt i skulpturhaven ved Holstebro Kunstmuseum.
Uffe Isolotto driver udstillings- og produktionsplatformen Age of Aquarius sammen med billedkunstner Nanna Starck. Herudover var han blandt initiativtagerne til det nu forhenværende kunstnerdrevne udstillingssted TOVES. 

Produktion  

Kurator: Stephanie Cristello
Kunstneriske assistenter: Marius Mallet og Elisa Capucci 
Tøjdesign: Anne Sofie Madsen
Hyperrealistisk skulptur: Thomas Foldberg Studio 
Grafisk layout: Studio Claus Due
Kunstkonsulent: Sofie Dirks Gottlieb
Teknik: Gadget Group
Tak til Statens Værksteder

 

Udstillingen er støttet af

bubble