Arkitektur
Holstebro Kunstmuseum åbnede i 1967 i den villa, Tobaksfabrikant Søren Færch (1870-1967) havde opført i 1906 syd for Storåen og vest for Vegen Å. Arkitekt var Andreas L. Clemmesen (1852-1928), hvis speciale var villaer. Som mange andre af hans byggerier er Færchs villa tegnet i en barok-inspireret palæstil. Familien Færch boede i villaen indtil 1944. I 1948/49 blev villaen administrationsbygning for tobaksfabrikken.
I november 1966 blev villaen erhvervet af Holstebro Kommune med henblik på at huse det kunstmuseum, man i 1965 havde taget initiativ til. I maj 1967 åbnede Holstebro Kunstmuseum. Man rådede over villaens tre etager samt kælder og i den med villaen forbundne sidebygning to etager samt kælder – i alt 450 kvadratmeter.
Den 28. februar 1976 udskrev Holstebro Kommune en konkurrence om et museumskompleks, der skulle rumme Holstebro Kunstmuseum i den ene fløj og Holstebro Museum i en anden fløj med Færchs Villa som et visuelt centrum og fælles indgangsparti. Der indkom 106 forslag. Den 2. juni samme år kunne man meddele, at førstepræmien gik til arkitekt Hanne Kjærholm (1930-2009). Den 11. maj 1981 indviedes kunstmuseets fløj på 1.600 kvadratmeter. Holstebro Museum kunne flytte ind i den anden fløj 22. maj 1991.
Den 22. marts 2009 kunne Færchfonden, Holstebro Kommune og Holstebro Kunstmuseum meddele, at kunstmuseet skulle udbygges. Færchfonden stod bag den generøse donation, og arkitekt Hanne Kjærholm havde tegnet Færchfløjen. Den 14. august 2009 indledtes byggeriet. I forbindelse med nybyggeriet forbedredes handikapadgangen, og villaen og 1981-bygningen moderniseredes. Den 26. februar 2011 indviedes Færchfløjen på 1.200 kvadratmeter.