Magisk sommer på kunstmuseet
- gratis for børn

Sommeren over holder Holstebro Kunstmuseum åbent på fuldt blus - gå på opdagelse i museets samling med John Olsens Undrekammer og Poul Holm Olsens Vestafrikanske masker. Ikke mindst inviterer særudstillingen Mælkeøje til indlevelse og samtale.

Med særudstillingen Mælkeøje har billedkunstner Uffe Isolotto (f. 1976), i samarbejde med bl.a. folk indenfor filmbranchen, grafikere og en forfatter, skabt en sanselig totalinstallation, der forvandler udstillingslokalerne til hovedkvarteret for en mystisk kult. Udstillingens fiktive verden er inspireret af æstetikken fra 1970'ernes kollektiver og retro-futuristisk teknologi.

Hver udstillingssal udgør en scene i en fortælling, der gradvist udfoldes - om et rekrutteringscenter med opholdsarealer, genopdragelsesrum og forsamlingslokaler. På vej gennem udstillingen finder man gådefulde anordninger, mekaniske og organiske. Altsammen spor, der beretter om ritualer og en hverdag hos en særlig gruppe af mennesker i en arkitektur, der nu er næsten helt forladt.

Vi befinder os som besøgende i en fejlslagen retrotopi, hvor der gribes tilbage til fortiden for at finde trøst, styrke og fællesskab. Et iscenesat drama om en fremtid forestillet i fortiden.

Centralt i udstillingen optræder en skulptur af en ung pige, der fremtræder som en blanding af et alter og en avatar – en virtuel stedfortræder. Hendes kobberrøde hår indrammer et opadvendt ansigt med slørede øjne og et ulæseligt udtryk. Skulpturen er en profetisk skikkelse, et sindbillede på det sted, hvor alternative fortider og spekulative fremtider mødes.




Udstillingsviews, Uffe Isolotto - Mælkeøje. Holstebro Kunstmuseum d. 7. 6. - 30. 11. 2025. Foto: David Stjernholm

Spor efter hemmelige selskaber

i museets underetage kan man gå på opdagelse i Poul Holm Olsens samling af Vestafrikanske masker. Via en tablet kan man udvælge og læse mere om de enkelte masker, og den rolle, maskerne har spillet i de kulturer, de stammer fra.

Vestafrika og det vestlige Centralafrika udgør hjertet af Afrikas maskeproduktion. Her bor mange hundrede folkeslag med forskellige sprog og kulturer, der delvist har bevaret deres traditionsrige samfundsorganisering og religiøse praksisser.

Maskens kraft aktiveres som del af maskedanse, der spiller en afgørende rolle i mange afrikanske samfund. Det samme gør de såkaldte ''hemmelige selskaber''. Selskaberne udgør magtfulde og lukkede enheder, der skal sikre sammenhængskraft og balance, og hvor optagelse kræver rituel indvielse. Det er selskabernes opgave at varetage overgangsritualer, begravelser og den livsvigtige kontakt til forfædre og overjordiske kræfter på vegne af fællesskabet – ligesom de ofte varetager social uddannelse og i flere tilfælde domsmyndighed.

Foto: Lars Bay

Tag for eksempel denne lille maske, der består af et skjold, der er blevet renset, udskåret og udsmykket med værdifulde kaurisnegle, og den er omkranset af fuglefjer. Masken forbinder på denne måde mennesket med både hav-, himmel- og landdyr. Den har været benyttet i overgangsritualer inden for det hemmelige selskab, Bwami, hvor den har markeret en stigning i graderne af indsigt, status og moral for en given mand eller kvinde.

Detalje fra samlingspræsentationen Vestafrikanske masker fra Poul Holm Olsen samling. Foto: Thomas Jensen, Bubble

Magisk undren

I underetagen finder I også John OlsenUndrekammer. Værket består af glasmontrer med et utal af genstande, som John Olsen har samlet gennem mange år. Det er genstande fra naturen, vores efterladenskaber fra lossepladsen, ting fundet på loppemarkeder, medicinske præparater i sprit, billedkunst skabt af John Olsen selv og meget mere.

I Undrekammeret kan man bl.a. finde en hjerne fra Tarm, et skrumpehoved fra Equador, en forstenet mammuttand, et penalhus fuldt af ønskeben, et par gamle underbukser, mærkelige grenknuder, adskillige udstoppede fugle, et hestekranie og hvalrostænder.

John Olsen har samlet, udvalgt og opstillet genstandene ud fra bestemte principper eller systematikker, som var det sit eget lille "museum i museet". På den måde ligger Undrekammeret i forlængelse af den museumstradition, der havde sin start med renæssancens kunst- og naturaliekamre og den katolske kirkes relikviekamre.

Indenfor i John Olsen Undrekammer. Foto: Thomas Jensen, Bubble

Undrekammeret – som generelt i sin kunst – skildrer John Olsens naturens forfald og destruktivitet, og gør derigennem døden og skrøbeligheden nærværende. Men hans værker beretter også om en slags skønhed i døden og forfaldet. På samme måde som døden i naturen er en forudsætning for livets fortsættelse, vækker John Olsen de døde genstande til live og gør dem til kunst.

Genstandene i John Olsens Undrekammer er ikke fremstillet med henblik på et rituelt formål, men samlet set fremkalder de noget magisk, idet vi mindes om det fantastiske ved naturen i og omkring os.

John Olsen, Undrekammer, 2001/2010. Foto: Ole Bjørn Petersen

Oplev også 

Henry Heerups symbolfyldte malerier og fantasifulde skraldeskulpturer, ekspressive malerier af Olivia Holm-Møller, Tal R og Jonathan Meese, de på en gang figurativt fabulerende og tidløst abstrakte skulpturer af Sonja Ferlov Mancoba og Erik Thommesen samt mange flere værker fra museets samling af Astrid Noack, Anna Thommesen, Peter Linde Busk, Henri Matisse m.fl.

Museet viser værker af Henry Heerup. Foto: Thomas Jensen, Bubble

Børn og unge under 26 kommer gratis ind 

både på Holstebro Kunstmuseum og Holstebro Museum, der ligger i samme bygning. 

Gratis entré til kunstmuseet for medlemmer af Holstebro Kunstmuseums Venner inkl. en ledsager.

Museerne fejrer sommeren med udvidede sommer-åbningstider: Tirsdag til søndag kl. 11-17 i hele juli og august måned.

Priser | Voksen: 110 kr.
Pensionist / Studerende: 80 kr.

bubble